(þoptu-gjald) i Forsemmelsestilfælde, hvis det viste sig, at Skibet virkelig blev anvendt til Hærfærd mod Landet.
II. Som Majestætsforbrydelse betragtedes ogsaa Overtrædelse af Kongens Bann, d. e. Forbud mod at forlade Landet eller udføre Levnedsmidler af Landet eller Fylket. At forlade Landet straffedes med en Bod af 40 Mark for Skibshøvedsmanden og 3 Mark for hver af det øvrige Mandskab; ulovlig Vareførsel straffedes med en Bod af 3 Mark for hver Deltager.[1] Lagde nogen kongelig Ombudsmand eller Andre, uden kongelig Bemyndigelse, Bann Fylkerne imellem, medførte det ligeledes 40 Marks Bod (G. L. 313; F. L. VII. 27 og V. 43). – Efter M. L. VIII. 25 medførte ulovlig Bortrejse mod kongeligt Bann 8 Ørtuger og 13 Marks Bod for Høvedsmanden og 1 Marks Bod for hver af det øvrige Mandskab; ligeledes 1 Marks Bod for at forlade Byen imod Kongens Forbud. Ulovlig Paabydelse af Bann straffedes med 8 Ørtuger og 13 Marks Bod.
III. Til offentlige Forbrydelser regnedes det ogsaa at bistaa fredløs Mand. Oprindelig har dette vistnok altid været anseet som et selvstændigt Angreb paa Retsordenen, altsaa som Fredløshedssag; men, ligesom Gjerningsmanden selv havde Udsigt til, udenfor de groveste Tilfælde, at vinde sin Fred tilbage mod at erlægge Bod, saaledes blev ogsaa Straffen for at hjælpe ham i hans Fredløshed den almindelige Bod for Brud paa Samfundets Fred. – F. L. IV. 9 og 41 udtaler ligefrem Lovens Grundsætning, idet der siges, at „hvo som føder eller huser, dytter eller fører fredløs Mand, er undergiven samme Fredløshed som denne selv“, og det samme siger F. L III. 24 og J. K. R. 61 om den, der understøtter eller blot er sammen med Nogen, som er gjort fredløs for Kristendomsbrud, efter at Biskoppens Ombudsmand har lyst hans Fredløshed til Tinge. – Den virkelige Regel indeholdes vistnok i G. L. 152, 153, 162, 171, 189, 202 og 207, hvorefter enhver direkte Bistand, ydet fredløs Mand, saasom at befordre hans Flugt eller give ham Tilhold, medførte 40 Marks Bod til
Kongen; medens der for, efter at han er undvegen, at bringe
- ↑ því at engi maðr skal á annars manns vørn sekjast, F. L. VII. 27.
