hold til Manglens Beskaffenhed. – Vægring ved at hjælpe til ved Skibsdræt og at bistaa ved Bjærgning af skibbrudent Gods belægges i M. L. VII. 23, B. L. VI. 17 det første med en halv Øres, og det sidste med 6 Ørers Bod. – For Byernes Vedkommende mærkes endelig Forsømmelse af Vagthold (B. L. VI. 3), der i Almindelighed medførte 2 Ørers Bod; at sove paa vagt 1 Øre.
V. Brevbrud eller Ulydighed mod en kongelig Befaling nævnes ikke i de gamle Lovbøger, men først i de sednere Retterbøder, som en særskilt Forbrydelse. Foruden Retten til boð og bann, der fra de ældste Tider var et kongeligt Prærogativ, og for hvis overtrædelse Loven selv satte Straf, besad heller ikke Kongen i den ældre Tid nogen almindelig Befalingsmyndighed, og Ingen var pligtig at adlyde en Befaling, der ikke havde Hjemmel i Loven. Derfor maatte ogsaa de kongelige Retterbøder, for saa vidt de medførte virkelige Forandringer i eller Tillæg til Loven, for at erholde Gyldighed, vedtages af Folket til Tinge. – Efter den forandrede Opfatning af den kongelige Magtfuldkommenhed, som udviklede sig efter Borgerkrigene, vandt imidlertid den Anskuelse Indgang, at Kongen alene skylder Gud Regnskab for sine Handlinger, og at enhver Undersaat er pligtig under Straf at adlyde hans Bud. Denne Grundsætning, der allerede er udtalt i M. L. II. 2, maatte i den følgende Tid faa saa meget større praktisk Betydning, som den hele Lovgivningsmagt, efter Istandbringelsen af Magnus Lagabøters Lovrevision i Virkeligheden overførtes paa Kongens Haand (M. L. X. 3).[1] -– Allerede i Haakon Haakonssøns Rb. 1244 (F. L. Indl. 16) sættes der Straf af 3 Marks Bod for ikke at holde Lagmandens Retsafgjørelser, og dette begrundes udtrykkelig i hans Stilling som kongelig Embedsmand. Endnu skarpere udtales dette i M. L. 1. 10 og 11, hvor Kongen selv betegnes som den Eneste, der er berettiget til at underkjende ikke blot Lagmandens Orskurd, men ogsaa Lagtingets Domme, „fordi
han er sat over Loven“,[2] hvor der følgelig ligefrem tillægges
