Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/152

Denne siden er korrekturlest

Fredløshed, men kun at give Udtryk for Gjerningens mere eller mindre skjændige Beskaffenhed. G. L. 28 (der er et Hovedsted i denne Materie, som hidrørende fra den i 1164 mellem Kirken og Kongedømmet sluttede Overenskomst) er selv meget uklar, og E. K. R. 50 bruger Ordet úbótamaðr som en almindelig Benævnelse paa Ugjerningsmænd, der ikke skal begraves paa Kirkegaard.^[1] B. K. R. 15 og E. K. R. 52 kalder Blodskam Ubødesag, og det medførte efter G. L. 24 ogsaa Tab af Jord; medens det dog saavel efter dette Lovbud som efter F. L. III. 3 og J. K. R. 49 kunde afsones med Bod; ligesaa kalder E. K. R. 24, 45 Afgudsdyrkelse og Troldom Ubødesag, medens B. K. R. 16 bruger begge Betegnelser om hinanden. – Paa den anden Side maatte omvendt Fredløshed istedetfor Bøder i kirkelige Sager faa en større Anvendelighed end i verdslige, dels fordi fortsat Trods og Modvillighed her giver overtrædelsen et saa meget stærkere Præg af Ukristelighed,^[2] dels fordi Underkastelsen i mange Tilfælde heller ikke saa let lader sig fremtvinge. – Men med alt dette opretholder ogsaa Kristenretterne med Bestemthed Adskillelsen mellem begge Arter af Fredløshed, og siger i G. L. 32, at denne i Ubødesager indtræder ipso facto, medens den i andre Sager efter F. L. III. 24 først indtræder,

efter at den skyldige er forvunden til Tinge.

↑ þá skal alla grafa í kirkjugarði, er hœfir eru, ok alla þá, er ei eru úbotamenn. Jfr Munchs Hist. II. S. 937–938.
↑ Jfr. F. L. II. 43, der lader Fredløshed indtræde istedetfor 6 Ørers Bod for den, som kommer Urent i Andres Mad. Om den, der modvillig undlader at betale Tiende, siger B. K. R. 11, at han har forbrudt sin Fred og sit Gods, Land og Løsøre: fari á land heiðit, þó vill hann eigi kristinn vera. Ligesaa B. K. R. 17 om Ægtefolk, som modvillig ophæver Samlivet, og B. K. R. 15 om Ægtefolk, der er hinanden beslægtede i forbudne Led, og ikke vil skilles. Jfr. ogsaa G. L. 7 og 22, der i Almindelighed sætter Formueskonfiskation og Landflygtighed for vedvarende modvillig Overtrædelse af de kirkelige Forskrifter (þau viðrløg, er vér høfum løgð til kristinsdóms várs), samt Haakon Haakonssøns Rb. gl. L. I. S. 459. Art.3: Vér segjum þá af fé ok frjálsi, landi ok lausum eyri: fari þeir ok leiti sér lands annars, ef þeir megu því við koma; en ei skulu þeir lengr kristnum spilla ok váru konungsríki.

[1] þá skal alla grafa í kirkjugarði, er hœfir eru, ok alla þá, er ei eru úbotamenn. Jfr Munchs Hist. II. S. 937–938.

[2] Jfr. F. L. II. 43, der lader Fredløshed indtræde istedetfor 6 Ørers Bod for den, som kommer Urent i Andres Mad. Om den, der modvillig undlader at betale Tiende, siger B. K. R. 11, at han har forbrudt sin Fred og sit Gods, Land og Løsøre: fari á land heiðit, þó vill hann eigi kristinn vera. Ligesaa B. K. R. 17 om Ægtefolk, som modvillig ophæver Samlivet, og B. K. R. 15 om Ægtefolk, der er hinanden beslægtede i forbudne Led, og ikke vil skilles. Jfr. ogsaa G. L. 7 og 22, der i Almindelighed sætter Formueskonfiskation og Landflygtighed for vedvarende modvillig Overtrædelse af de kirkelige Forskrifter (þau viðrløg, er vér høfum løgð til kristinsdóms várs), samt Haakon Haakonssøns Rb. gl. L. I. S. 459. Art.3: Vér segjum þá af fé ok frjálsi, landi ok lausum eyri: fari þeir ok leiti sér lands annars, ef þeir megu því við koma; en ei skulu þeir lengr kristnum spilla ok váru konungsríki.

[1]

[2]