førelse, Blodskam (G. L. 22, 24, 28, 32; B. K. R. 15; E. K. R. 52; F. L. Indl. 10, III. 3, 15, V. 45; B. R. II, 12, 69, 73)[1]. Ved Magnus Lagabøters Lovrevision tilføjes endvidere: Drab paa Forældre, Børn og søskende eller paa Ægtefælle i utugtig Hensigt (jfr. F. L. IV. 35), Drab i Kongens Gaard eller paa hans Skib, Drab paa den, der har Kongens Lejdebrev, Drab paa Lagmanden for Retten, samt Selvmord; endvidere betydelige Lemlæstelser og Forfalskning af Kongens Mynt eller Segl samt Hævn for alle Ubødemænd (M. L. IV. 3 og 4, B. L. 3.) – Gjerningsmanden blev fredløs (útlagr) ved selve sin Gjerning, uden at foregaaende Dom var nødvendig (G. L. 32[2]), og berøvet personlig Beskyttelse (óheilagr), havde forbrudt alt sit Gods, saavel Odelsjord som Løsøre, og kunde forfølges og dræbes af Enhver ligesom Vildtet i skoven (skógarmaðr). Han kunde aldrig benaades hverken af Konge eller Jarl, med mindre han bragte sandt Hærsagn, som Landets Mænd ikke tidligere vidste (se G. L. 312 jfr. F. L. IV. 52). „Svá er óbótamaðr sem andaðr“, heder det i den gamle Eidsivatingslov (gl. L. II. S. 523), – Ingen maatte huse, føde, befordre eller paa nogen Maade understøtte den Fredløse (úæll), handle med ham eller endog blot være sammen med ham; alene Hustruen kunde ustraffet føde sin fredløse Mand i 5 Døgn men ikke længere. Overtrædelse heraf paadrog oprindelig Hjælperen selv den samme Fredløshed, hvilket imidlertid sees at være gaaet over til en lovbestemt Bod af 40, 3 eller 1½ Mark efter Sagens Beskaffenhed (se G. L. 140, 152, 153, 202, 203 og 217; F. L. III. 23, IV. 9 og 41; B. R. 101).
Ved mindre grove Forbrydelser, saasom simpelt Drab og større Legemsfornærmelser og Krænkelser paa Frihed og Ære, havde Forbryderan derimod Udsigt til gjennem mindeligt Forlig at faa beholde sin Fred og faa afsone sin Gjerning med Bøder. Fredløsheden indtraadte altsaa ikke ipso
