Forgodtbefindende kunde anlægges enten ved forudbestemt Tingmøde ener ved særskilt for Øjemedet sammenkaldt Ting.
I det egentlige Trøndelagen var Heredsinddelingen ikke gjældende, men Fylket udgjorde den engeste Tingkreds. Ogsaa i det øvrige Norge blev Hereds-Inddelingen efterhaanden krydset af andre Inddelinger af forskjelligt Omfang, hvis Beboere ligeledes i sine Møder afgjorde de Kredsen vedkommende Anliggender, saasom Skibreder for Ledingsvæsenets Skyld, Kirkesogn for de fælles Religionsanliggender. Disse Møders Virkekreds udvidedes efterhaanden ogsaa til andre Anliggender, navnlig Retssagers Afgjørelse (jfr. F. L. Indl. 23), og Heredsinddelingen tabte paa denne Maade sin Bestemthed: Hensynet til Bekvemmelighed gjorde sig gjældende, og der dannede sig Tinglag (þingsókn, þinghá), der kun lidet stemmede med de gamle Hereder, og vistnok omfattede meget mindre Distrikter. – Navnlig synes dette at have fundet Sted paa Oplandene og i Vigen, hvor Heredsinddelingen, som det synes, tidlig var bleven forstyrret og afløst af en Inddeling af Fylkerne i Halver (hálfur) og Tredjinger (þriðjungar); hver af disse synes allerede tidlig at have delt sig i flere Tinglag. I de vestlige Fylker fandtes en tilsvarende Inddeling af Fylkerne i Fjerdinger (fjórðungar), der dog synes at have sluttet sig nærmere til den oprindelige Heredsinddeling (jfr. G. L. 35[1] og 266). – Den først i Trøndelagen indførte Skik at søge sine Retssager ved Skibrede-Tinget (F. L. Indl. 23[2]) udstraktes siden til de øvrige Dele af Landet. Hvor ingen Skibrede-Inddeling fandtes, kom Kirkesognet til at danne den engeste Tingkreds (jfr. M. L. VII. 33). Navnet „Heredsting“ vedblev imidlertid ligefuldt at benyttes som Benævnelse for Tingene for de engeste Kredse, men i en højst uegentlig Forstand, efter at selve Inddelingen havde tabt sin Betydning.
- ↑ Þá má hann stefna hánum til þings …, ef hann veit, nær þing skal vera; en ef hann veit eigi, þá verðr þess bíða, er hann veit þat. En sá skal þing kenna, er þarf, ef hann vill þat.
- ↑ Svá viljum vér, at sé, sem bœndum er hœgligra, at sœkja heldr á skipreiðu-þingum en á fylkis-þingum bæði várn rétt ok sjálfra sinna.
