I. 4, forudsætter, at Lagrettens Beslutning er det afgjørende, og siger at, hvor ikke Loven selv har nogen udtrykkelig Bestemmelse, der skal Lagrettesmændenes enstemmige Beslutning være gjældende. Jfr. Aschehoug, Statsforfatn. indtil 1814 S. 63–64.
Inden Lagretten har selvfølgelig de for Lovkundskab Anseede (løgspekingar) indtaget en ledende Stilling, og navnlig haft at tolke Lovens Forskrifter for de Øvrige Efter F. L. I. 3 synes den Brug at være indført i Trondhjem, at en Præst har haft Lovbogen i sin Varetægt og været overdraget i forekommende Tilfælde at forklare dens Indhold for Tingmændene, saavelsom at forestaa Tingmødets højtidelige Aabning[1]. Sednere overgik dette selvfølgelig til Lagmanden (M. L. I. 3). Derimod forbyder F. L. I. 2 udtrykkelig Lændermændene at komme i Lagretten uden Bøndernes Samtykke, et Forbud, som sandsynligvis har været gældende over det hele Land, jfr. X. 16 og G. L. 37 Men heri bør vistnok ikke sees andet end en Udtalelse af den almindelige Grundsætning, at den kongelige ombudsmand ikke maa gjøre sin Myndighed gældende ved Rettens Forhandlinger. I Virkeligheden har der vistnok ikke alene aldrig været Tale om at nægte Lændermændene Tilladelse til at deltage i Lagrettens Forhandlinger, men de har vel endog ofte været overdraget Ledelsen af disse, se saaledes Sigurd Hranessøns Proces.
At ogsaa ved Fylkes- og Heredstingene, eller i det mindste ved de første, Sagernes foreløbige Behandling har været overladt til et af Retsbestyreren opnævnt engere Udvalg, er højst sandsynligt; skjønt Kilderne ikke omtaler det[2]. Antallet har da rimeligvis været 12. Herfor taler Analogien af Skilledommen og Sættarstevnet; „tolv Mænds Dom“ synes fra de ældste Tider at have været en typisk Betegnelse for en Retsafgjørelse (G. L. 32; F. L. V.46, X. 13; Hkb. 6, M. L. I. 8; G. L. 266; F. L. VI. 1; X. 28; Hkb. 38, 42; M. L. IV. 17; Rb. 1280 Art 28); det bestyrkes ogsaa ved, hvad der berettes i Egils S. Kap. 57 om Lagretten paa Gulatinget, der bestod af 12 Mænd af hvert Fylke; sammenholdes kan ogsaa Myten
