paa Lagtinget; dog saa at Hovedfylkerne fremdeles beholdt en afgjørende Overvægt[1]. Haalogaland, Jæmteland og Herjaadalen blev derimod staaende udenfor, vistnok nærmest som Følge af den Deling af Lagtings-Jurisdiktionerne, som Flerheden af Lagmand i hvert Lagdømme fremkaldte.
De 8 Hovedfylker i Trøndelagen indtog, foruden den Overvægt, de, som anført, maa have haft paa Frostatinget, ogsaa deri en Særstilling, at de havde sit eget, af dette uafhængige øverste Ting, nemlig 8-Fylkers-tinget, Øreting, ved Nidaros, F. L. 1. 4 og X. 30, hvilket i politisk Henseende, fornemmelig ved Kongers Hyldning, betragtedes som hele Norges Hovedting. Øretinget holdtes regelmæssig hvert Aar ½ Maaned før St. Hansdag. Der var ikke Nævndermænd; men alle Bønder var forpligtede at indfinde sig; derimod siges det udtrykkelig, at der var Lagret ved dette Ting[2]. – I den nyere Lovbog er Øretinget ganske bortfaldt.
Til Slutning kan bemærkes, at Bestemmelsen om de faste Tingsteder ikke var ufravigelige; saaledes sees Frostating undertiden at have været holdt i Nidaros (saaledes i Sigurd Hranessøns Proces), og Gulating i Bergen (saasom ved Haakon Haakonssøns og ved Magnus Lagabøters sønners Hyldning). Jfr. Munchs Hist. IV. 1 S. 538 og 541.
Ting-Indretningen i Kjøbstæderne synes oprindelig ikke at have været meget afvigende fra, hvad der gjaldt paa Landet. Vi har tidligere seet, hvorledes de norske Kjøbstæder fra
- ↑ Jfr. Munchs Hist IV. 1 S. 496
- ↑ F. L. I. 4: Eyraþing skulu menn ór átta fylkjum eiga á hverjum tólf mánuðum, hálfum mánaði fyrir Jónsmessu. En ármaðr skal þingsboð skera ok skal hverr búandi fara er forverk á sér, eða gjaldi mørk úskerða hverr, er eigi ferr. – En þing þat er hverjum búanda sjálfstefnt, þó at ármenn afrœkist; en ármaðr skal ekki um sœkja um þat mál, er hann skerr eigi þingsboð. – Jfr. X. 30: Ef menn verða eigi sáttir á tveggja-fylkna-þingi, þá skal skjóta til fjøgurra-fylkna-þings; en ef þeir verða eigi þar sáttir, þá skal skjóta til átta-fylkna-þings; hafa þat þar, er allir verða á sattir ok í løgrettu kemr. – Jfr. Hertzberg Proces S. 132.
