Love, hvor det mundtlige Foredrags Form jevnlig er bibeholdt, jfr. Retshist. I. S 28–29.
Det maa imidlertid fastholdes, at denne de Lovkyndiges retsvejledende Virksomhed paa Tingene ikke, saaledes som de kongelige Ombudsmænds Virksomhed ved Lagrettens opnævnelse, Tingordenens opretholdelse og Dommenes Fuldbyrdelse, var nogen Embeds-Virksomhed, men en rent privat Bistand, ydet frivilligen, snart for Tingmændene, snart for de tvistende Parter, uden anden Auktoritet end den, almindelig Tiltro gav. Der findes intet Spor til, at Lagmændene har modtaget nogen formelig Beskikkelse som saadanne eller været anviste bestemte Distrikter; tvert imod nævnes de, hvor de forekommer paa Tingene, altid i Flertallet. Og i det ældre Tidsrum Love omtales ikke Lagmændenes Pligter med et eneste Ord. Selve Navnet forekommer ikke mere end 3 Gange, nemlig i F. L. I. 1, samt E. K. R. 30 og 44; men alle disse Steder handler alene om Oppebørselen af de Tingmændenes Kasse tilfaldende Bøder, hvilken vel kan have været overladt enkelte af de for Tilfældet tilstedeværende, uden at denne derfor behøvede at være fast beskikket; mulig er Ordet ogsaa en Skrivfejl for løgunautar eller løgréttumenn (jfr. G. L. Kap. 3). Ser man paa den anden Side hen til den overordentlig fremtrædende Rolle, som Magnus Lagabøters Love anviser Lagmændene som Tingets Ledere, synes deraf klart at fremgaa, at der i Mellemtiden maa være indtraadt en gjennemgribende Forandring i deres Stilling; idet de nu er tillagt en virkelig Embedsmyndighed, som de ikke havde tilforn. Sammenligningen mellem M. L. I. 4 og dens Kilde, F. L. I. 2, viser kjendelig, at Lagrettens Medlemmer oprindelig indehavde den fulde Myndighed ogsaa i Retsspørgsmaal[1], og Erkebiskop Eystein vilde neppe have overdraget en Præst at aabne Forhandlingerne og at tyde Lovbogen paa Frostating, ifald en med virkelig
- ↑ F. L. I. 2: Alt þat, er bók skilr eigi, þá skal þat hafa ór hverju máli, er løgréttumenn verða allir á eitt sáttir. Jfr. M. L. I. 4: Alt þat, sem lagbók skilr eigi, þá skal þat hafa ór hverju máli, sem løgmaðr ok løgréttumenn verða allir á eitt sáttir; en ef þá skilr á, þá ráði løgmaðr ok þeir, sem með hánum samþykkja, nema konungi með hinna skynsamastu manna ráði lítist annat løgligra.
