Optegnelse og Forholdenes Udvikling i det hele, bevirke, at Lov og Ret blev Gjenstand for et eget Studium, og at Lovens Fortolkning ofte kom til at stille sig som en tvivlsom og vanskelig Sag. Til at forudsætte nogen planmæssig Beregning fra Kongens Side, sigtende til efterhaanden at fjerne Folket fra Deltagelse i Retsplejen, er der vistnok ikke Grund.
Den retlige Beføjelse for Kongedømmet til at foretage denne Forandring laa i dets Stilling til Landsstyrelsen i det hele. Vel tilkom der Kongen ingen umiddelbar Deltagelse i den dømmende, saalidt som i den lovgivende Myndighed; men man maa ikke overføre Nutidens skarpe Adskillelse mellem de forskjellige statsmagters Kompetens som saadanne til hine gamle Tider. Som Landsstyrelsens Forstander og som den, der havde at vaage over, at alle offentlige Anliggender gik sin Gang overensstemmende med Lovene, tilkom det ogsaa Kongen med bindende Kraft at fortolke Loven, hvor den var utydelig, udfylde den, hvor den var ufuldstændig, og rette Uoverensstemmelser m. v. (konungr er yfir løgin skipaðr). Dette betragtedes ikke som egentlig lovgivende eller dømmende Myndighed, men mere som en Del af Administrationen. At Kongen satte sine Tjenere til at forestaa Lagtinget og vejlede Tingmændene i Loven, og at denne Vejledning erklæredes bindende for disse, var i sig selv en ligesaa legitim Handling som Udgivelsen af Retterbøder (I. S. 5). Da Foranstaltningen saaledes ikke havde noget Paafaldende ved sig, medens den praktisk viste sig som hensigtsmæssig og afhjalp et virkeligt Behov, bliver det ogsaa forklarligt, at man ikke i de skrevne Kilder finder noget om Foranstaltningens Indførelse, forinden den i Rb. 1244 fremtræder som virkende i fuld Kraft[1].
Lagmandens Funktioner har vistnok fra først af indskrænket sig til at forestaa Lagtinget og vejlede Tingmændene om Loven (segja mønnum løg, jfr. Edsformelen i M. L. II. 11 og IV. 3[2]). De regelmæssige Retsforedrag, der vel heller
