Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/198

Denne siden er korrekturlest

Lovgivning forekommer udelte, kan der ved de anførte Udtryk alene være sigtet til det Distrikt, hvor vedkommende Lagmand havde sin Bolig. Det rette bliver vistnok at forestille sig Sagen saa, at den Lagmand, der skulde forestaa Lagtinget, udtrykkelig var beskikket som saadan, altsaa Gunnar Grjónbak som Frostatingslagmand, Dagfinn Bonde som Gulatingslagmand, Thorer Gudmundssøn som Eidsivatingslagmand og Eystein Roessøn som Borgartingslagmand, men at der desuden ansattes efter Omstændighederne flere Lagmænd i Lagdømmet, der alle udøvede Lagmandsvirksomhed med fuld Kompetens, og sednere sandsynligvis ogsaa, naar de indfandt sig paa Lagtinget, havde Sæde i Lagretten som selvskrevne, men hvis væsenligste Kald dog var at give Orskurd hjemme i sin Bolig. Alene paa denne Maade synes man at kunne forklare sig, at der i Magnus Lagabøters Loves Tingfarebolker ligesaalidt tales om dere Lagmænd som om dere Lagting, men kun om Lagmanden paa Lagtinget. De øvrige Lagmænds Virksomhed maatte af sig selv blive lokal, hvad enten man vil forestille sig, at vedkommende Lagmand ved sin Beskikkelse formelig blev anvist et vist Distrikt for at yde dettes Indvaanere Retshjælp, eller at de alle udnævntes til Lagmænd for det hele Lagdømme. Ti om nogen fast begrænset Jurisdiktionsinddeling har der vistnok heller ikke, for saa vidt Myndigheden til at give Orskurd angaar, nogensinde været Tale[1].

I dette Forhold laa imidlertid Spiren til en fuldstændig omdannelse af Lagtingsindretningen i det hele, der synes at være indtraadt næsten uvilkaarlig allerede ved Begyndelsen af det 14de Aarh., og naturlig fremkaldtes derved, at Lagtingene gik over til blotte Domstole. Den nærmeste Følge blev en virkelig Deling af Lagdømmerne i dere Lagsogn, hvert med sit eget Lagting og egen Lagmand. Allerede i Magnus Lagabøters Lov vidner den Omstændighed, at Haalogaland, Jæmteland og Herjaadalen ikke skulde sende Nævndermænd til Frostatinget, medens alle de hidtil paa Lagtinget urepræsenterede Distrikter ved denne Lov tillagdes egne

  1. Jfr. Munchs Hist IV. 1 S. 498 fgg.