Navnlig i Misgjerningssager maatte den almindelige Grundsætning, at Forbrydelsens Retsfølge (Fredløshed, for saa vidt den ikke afværges ved Bod) indtræder ipso facto, lettelig føre til, at Myndigheden til at paatale Forbrydelsen blev benyttet som en umiddelbar Straffe-Myndighed, aldenstund Gjerningen var vitterlig; selve Lovenes Bestemmelser røber en Uklarhed i Opfatningen i dette Punkt, idet Nødvendigheden af forudgaaende Dom mere fremtræder som en Garanti mod Uretfærdighed og Vilkaarlighed fra de kongelige Ombudsmænds Side end som nogen Begrænsning af den kongelige Myndighed lige over for Folkemagten[1].
Imidlertid mangler der den hele Tid ikke paa bestemte Lovbud, der lige saa strengt forbyder Kongen og hans Tjenere at øve Justits uden lovlig Dom, som den Private at tage sig selv tilrette. De ovenfor anførte strenge Forbud mod, at Kongen eller hans ombudsmand gjør ulovlig Atfør eller optager nogen Misgjerningsmands Gods udømt, i Forbindelse med den udtrykkelige Bestemmelse i F. L. III. 24: at den mindre Fredløshed med sine Retsvirkninger ikke indtræder, førend Angjældende er dømt til Tinge, – maatte ligefrem medføre, at der kun i de egentlige Ubødesager kunde blive lovlig Anvendelse for umiddelbar Afstraffelse. Dette er ogsaa klarlig Meningen i F. L. V. 45 og M. L. IV. 4 (ef konungr eða hans umboðsmaðr láta refsa til landhreinsanar ok friðar), der udentvivl ligesom G. L. 32 tilhører Retterboden af 1164, og M. L. IV. 17 forbyder ligefrem Sysselmanden at lade Nogen refse uden efter lovlig Dom, jfr. Hdsk. 20[2]. Saaledes bortfaldt al Adgang til umiddelbar Ilæggelse af Straf, jfr. Rb. 23 April 1293 Art. 4 og 22 Juli 1297 Art. 14, se og 26 Decbr. 1309, Chr. IV. L. I. 4. I den følgende Tid ser man jevnlig, at endog den Skyldiges mindelige Vedtagelse af at erlægge Bøder eller lide anden Straf, inden Dom er gangen,
- ↑ Jfr. Aschehoug, Statsforfatningen indtil 1814 S. 43–44.
- ↑ Rétt rannsak hœfir konungi á øllum málum at hafa, ok allra helzt við sína sverðtakara ok þjónustumenn; en eigi á hann með bræði ok áhlaupum refsa eða reiðast at úrannsakaðum málum; gái heldr vel fyrir at sjá, hverjum hann gefr nafnbœtr eða aðrar sœmdir, ok haldi við alle vel síðan, þá sem eigi spille sjálfir fyrir sér.
