Lagretsmændene ved Lagtinget, blev Bygdetingets Lagretsmænd ikke før end ved Chr. V. Lovbog, der indskrænkede dem til blotte Retsvidner udenfor Livs- og Æressager, hvor den Omstændighed, at Domsmænd opnævntes særskilt (Chr. IV. L. I. 4), samt Odels- og Ejendomstrætter, hvor Nødvendigheden af faktiske Skjøn ved sagens Paakjendelse bevirkede, at Lagretsmændene fremdeles blev bibeholdte som Meddomsmænd (Lovb. 1–7–1).
I Byerne, hvis Underdomstol, Bymødet, i Gjaldkeren havde en fast beskikket Formand og i Raadmændene en stadig Lagret, – fandtes fra først af alle Betingelser for en paalitelig Retspleje, og det skulde saaledes synes rimeligst, at Forholdet mellem Bymøde og Lagting strax havde maattet stille sig som Under- og Overinstans. Dette blev imidlertid ikke. Tilfældet. Da nemlig ogsaa Lagmanden ex officio skulde deltage i Bymødet, medens Raadmændene som selvskrevne indtog det halve Antal af Pladsene i Lagtingets Lagret, – og Personalet ved begge saaledes for den væsenligste Del var det samme, – var det naturligere, at Bymøde og Lagting maatte smelte sammen til een Domstol, og at Lagmandens Virksomhed ved at give Orskurd, der vistnok aldrig udøvedes uden ved hans Nærværelse paa Bymødet, ganske gik ind i hans Dommervirksomhed. At han da ogsaa snart maatte fortrænge Gjaldkeren som Bymødets Leder, synes ikke at kunne betvivles; man finder i den følgende Tid Gjaldkeren alene at indtage Stilling som administrativ Funktionær. Det er heller ikke usandsynligt, at Lagmands-Orskurd tidligst har faaet Domskraft i Byerne, hvor den stedfindende promte Afgjørelse af vitterlige Fordringer maatte gjøre en saadan omtrent lige saa god, som om den var stadfæstet ved Dom. Mærkeligt er det i denne Henseende, at Bylovene ikke har noget svarende til Landslovens I. 11, medens B. L. VII. 15 paa den anden Side synes at ville, at alle Sager foreløbig skal afgjøres ved Lagmandens Orskurd, hvorefter den, som var utilfreds med dette, havde at indbringe Sagen for Bymødet, hvis Dom er endelig, hvis saavel Mødesmændene som Lagmanden, Sysselmanden og Gjaldkeren er enige; men i Tilfælde af Dissens skal Sagen gaa til Lagtinget og, hvis ogsaa her
