dighederne gjorde det fornødent, lader sig af Mangel paa bevarede Retsprotokoller ikke oplyse. Kristiansands Raadstueret skulde efter Priv. 30 April 1643 § 11 holdes hver Mandag, og fik Instruktion ved Reskr. 15 Jan. 1688 §§ 1–3.
Gjaldkeren eller, som han sednere almindelig kaldtes, Byfogden, af advocatus, tydsk vogt (allerede fra Midten af 14de Aarh., se N. gl. L. III. S. 162–3, 197–9, 210 og 212), havde, som ovenfor bemærket, allerede forlængst tabt enhver dømmende Myndighed, og var bleven udelukkende administrativ Embedsmand, i hvilken Egenskab han imidlertid ligesom andre offentlige Betjente skulde være tilstede ved Retterne, for at varetage, hvad der hørte til hans Embede. Man ser dog, at det idetmindste paa enkelt Sted har været Brug at henvise Sager fra Tinget til en foreløbig Undersøgelse af Byfogden, naar Bevislighederne ikke strax var i Orden (Bergens Raadstueprotokol 1592–94; N. Samll. I. S. 321). Dette, der iøvrigt er et enestaaende Exempel, er imidlertid alene en administrativ Forføjning, i Lighed med den Forligsprøve for Sysselmanden, som Rb. 1280 Art. 24 foreskriver, og det tilføjes udtrykkelig, at, naar oplysningerne af Byfogden er antegnede, og Parterne da ikke anderledes forliges kan, skal de indkomme for Retten igjen. – Først efter Suverænitetens Indførelse fik Byfogderne i Norge efter Danmarks Exempel (Fr. 27 April 1635, gjentagen i Reces 1643 2–3–5, Kilde til Lovb. 1–3–1) virkelig Dommermyndighed, under Appel til Raadstueretten. I Kristiania synes dette allerede at være skeet fra Begyndelsen af 1661; det heder nemlig i en Relation af dette Aar (Samll. t. n. F. Sp. Hist. IV. S. 35: „at det ikke vilde være utjenligt for menige Mand i Trondhjem, at Byfogden der, som her i Kristiania sker, og ellers i Danmark, maatte først dømme i alle Sager, hvorved Borgermestere og Raad blev forlettet og Kongens Interesse forbedret“. Det Kongebud, hvorved det er skeet, kjendes ikke; ved Kjøbstædernes Privilegier af 30 Juli 1662 § 9 blev det imidlertid almindelig bestemt „at Byfogderne herefter lige som i Danmark skal dømme i smaa Sager og forsvare sine Domme for Borgermestere og Raad, hver i sin Kjøbstad. Jfr. Kristiansands Privilegier
