Sagvolderens egen Tilstaaelse gjorde naturligvis ethvert Bevis fra Sagsøgerens Side overflødigt; men hvor den ikke afgaves paa selve Tinget maatte den selv bevises med Vidner, og den kommer følgelig mindre i Betragtning som Bevismiddel end som et Retsforholdet selv ledsagende Moment, hvoraf dets retlige Virkninger tildels er afhængige. Dokumenter er i sig selv Anvendelse af Vidnebeviset, og tilhører et sednere Tidsrum. Indicier kom vistnok stundum i Betragtning ved Bestemmelsen af Bevisets Art, og stundum var de ifølge Loven afgjørende for Sagens Udfald; men de optræder aldrig som selvstændige Bevismidler, og bidrager ikke til at fylde det lovbestemte Maal.
Den i al Nutidens Rettergang gjældende Regel, at „den, som Sag giver, bør det at bevise“, er intetsteds med udtrykkelige Ord udtalt i vore ældre Love før i den fra den kanoniske Ret stammende J. K. R. 51[1], og den vilde vistnok, saaledes udtrykt, for de Gamles Opfatning lyde fremmed. Men at Principet var godkjendt, viser sig noksom overalt, hvor Procesmaaden i bestridte Sager omhandles, og fremgaar indirekte deraf, at Adgangen til at befrie sig med Partsed er forbeholdt den, der indtager Sagvolderens Stilling; medens Loven paa den anden Side, hvor Sagvolderen virkelig har at bevise sin Frihed, stiller de selvsamme Fordringer paa fuld Notorietet til ham som ellers til Sagsøgeren. Saaledes navnlig, hvor Sagvolderen paaberaaber sig Resolutivgrunde, f. Ex. Betaling af en Gjæld G. L. 59, 116; M. L. VIII 2; Frigivelse, F. L. IX. 10; Odelsfrahævdelse, G. L. 266 M. L VI. 9, eller Præskription, G. L. 277; M. L. VI. 10; hvor Lejlændingen tvister med sin Jorddrot, F. L. XIII. 1 (forandret ved M. L. VII. 7); hvor den opgivne Banemand vil fralægge sig den Dræbtes Sigtelse, F. L. IV. 5, M. L. IV. 10, B. L 11, o. fl. Ifølge samme Grundsætning bestemmer ogsaa B. R. 135, at hvor Debitor erkjender Gjælden men paastaar at Betalingstiden endnu ikke er kommen, og hans Vidnesbyrd
- ↑ Sá, sem sœkir eða søk gefir, þá skal hann fá prófan til síns máls; nema hinn, sem neittir, segi nøkkurn hlút í sinni neittan, þann sem hann eigi fyrir sína hønd at prófa.
