større Forsamling (i fjølda manna) saasom til Tinge eller i Gjæstebud, og saaledes i sig selv notorisk (jfr. G. L. 152, 157, 181, 187[1], 189; F. L. IV. 9, 10, 14, 15, 23; B. R. 13; M. L. IV. 8), eller Tyv greben med Kosterne ihænde (G. L. 253; F. L. XIV. 12 og IV. 30; M. L. IX. 2), – gjøres der regelmæssig Fordring paa, at de Tilstedeværende formelig maa være skudte til Vidne (skírskotat). Forsømmelse heraf bevirkede, at Vidnesbyrdet ikke udelukkede den Sagsøgte fra Benægtelsesed, og betragtedes stundum endog som Opgivelse af Tiltalen (G. L. 191 og 196; F. L. IV. 18 og X. 35, jfr. 41; B. R. 36[2]). Det fordres ogsaa oftere, at den, som vil gaa fri for en ufordelagtig Formodning og de deraf følgende Ulemper, skal skyde til Vidne paa Handlingens Retmæssighed: saaledes i Tilfælde af Drab af Nødværge eller berettiget Harme (G. L. 160, jfr. F. L. IV. 39 og 40); naar man har fundet Nogen dræbt (G. L. 161); naar man mod sin Vilje har maattet befordre en Drabsmand (G. L. 171); naar man faar sit Gods tilbage af Tyven (G. L. 256; M. L. IX. 7, jfr. 3; B. L. 6); at man fredelig har forladt Gildet (F. L. IV. 14, jfr. G. L. 157); at man ikke i betimelig Tid har kunnet naa frem til Tinge (F. L. V. 12, jfr. G. L. 131); at Skibsfolk har været nødte til at gjøre Strandhug (G. L. 303, M. L. III. 13); om Nødvendigheden af Arbejde paa Helligdag (B. R. 5); at Barn er dødt uden Moderens Skyld (E. K. R. 3) m. v. – Ved saadan Skyden til Vidne, hvorved de Tilstedeværende ligesom inddroges i Begivenheden, og særlig lagdes paa Hjærte at bevare Erindringen, for i sin Tid at kunne fremstaa som vidner om det Passerede, frembragtes igrunden samme Notorietet, som om Vidnerne forud var tilkaldte. Særlig kan her mærkes vidner om Viglysning og Drabsman-
- ↑ Sessar manns beri vitni með hánum eða møtunautar eða násessar eða øldrykkjar, ef eigi eru hinir við; þat skal standa, er þeir bera; fœra ekki andvitni á mót þeim.
- ↑ Hvervitna þar, sem maðr mælir fjølmæli við mann, þá skal hann þegar skírskota, ok krefja horns samdœgris, ok hafa mót um morguninn eptir, ok njóta þá vátta sinna þeirra, er hann skírskotaði undir. En ef hann sœkir eigi svá, þá hefir hann fyrirfarit sínu máli ok eigi aldrigi nppreisn þess máls síðan.
