hvorfor denne dømtes til indtil videre at holdes fængslet (Dipl. Norv. V. 960). – At der da maatte være Adgang til at møde ethvert Bevismiddel med Modbevis ikke alene med den Virkning, at det første aldeles omstødtes, men ogsaa saaledes, at begge Beviser, naar ingen afgjørende Grund fandtes til ganske at forkaste noget af dem, ansaaes for at opveje hinanden, saa at Sagen blev at afgjøre efter de øvrige fremkomne Oplysninger, og i fornødent Fald ved Sagvolderens Ed selv imod Sagsøgerens Vidner, kan neppe være tvivlsomt, og maatte igrunden blive en ligefrem Følge af, at Bevisførelsen inddroges under Rettens Medvirkning, og Strid mellem vidnerne overlodes til dennes Løsning efter indre Kriterier.
At pinligt Forhør navnlig i Troldomssager og andre kapitale Sager, saasom Barnemord o. dl., fik Indpas ogsaa i den norske Rettergang, viser sig allerede fra Midten af 14de Aarhundrede.
At give noget fuldstændigt Billede af den ældste Procesmaade i dens Enkeltheder, er vanskeligt af den Grund, at Kilderne intetsteds behandler Rettergangsreglerne i Sammenhæng. De Forskrifter, vore gamle Love indeholder om Processen, indskrænker sig væsenlig til, at der ved Behandlingen af de materielle Retsforhold i Korthed angives, hvad der er at foretage i Tilfælde af, at Modparten vægrer sig ved at opfylde sin Pligt; men uden at Fremgangsmaaden hermed nærmere beskrives. Vanskeligheden forøges derved, at Retsforfølgningen i Norge, som overalt paa Retsudviklingens tidligere Trin, har været bunden til temmelig strenge Former, hvis egentlige Betydning det ikke altid er os let at forstaa, men som har været Samtiden vel bekjendt, og som derfor ikke i Lovene nærmere beskrives. Hertil kommer, at, om det end kan forudsættes, at Rettergangen hvilede paa de selvsamme Grundsætninger og i sine Grundtræk var den samme over hele Landet, er det dog neppe tvivlsomt, at den i Enkelthederne kan have været afvigende i de forskjellige
