paa 1, 2, 6 og 8 Ører, hvorhos i visse Tilfælde en Bod af 18 Ører sees anvendt, hvilken sidste imidlertid ligesom 15-Marks-Boden synes at være af en sildigere Oprindelse og, ligesom denne, indskrænket til ganske enkelte Anvendelser.
Fyrgetyvemarksboden var den egentlige Frikjøbelsesbod for Fredløsheden: den gjaldt for Brud paa selve Landefreden. Saaledes navnlig for Drab, – fordi Samfundet er berøvet et Medlem (þegngildi), – og for at sælge fri Mand som Træl (G. L. 71); for Røveri (búrán) og ulovligt atfør samt voldsom Modstand mod Rettens Haandhævelse (G. L. 141, 142, 213, 35, 269, 121; F. L. V. 14 jfr. IV. 50–52), Strandhug, Overfald og Herjing i Landet (G. L. 303 og 314; F. L. VII. 25 og IV. 62); for Rømning under Leding (G. L. 302); for ulovlig at paalægge Bann i Landet saavelsom for Overtrædelse af Kongens lovlige Bann (G. L. 313; F. L. V. 43 og VII. 27); for Hedenskab og hvad dermed stilledes lige (G. L. 20, 22, 28); endelig for direkte Bistand til Fredløse eller undvigende Ugjerningsmænd (G. L. 152, 153, 162, 171, 202 og 207, jfr. F. L. III. 23 og IV. 41, hvor Meningen med, „at han skal være undergiven samme Fredløshed som hin“, uden Tvivl er, at han maa tilkjøbe sig sin egen Fred med 40-Marks-Boden, se og B. R. 13 og 43).
Tremarksboden anvendes aldrig for Krænkelser paa Person, men var den regelmæssige Bod for de ringere Fredsbrud. Saaledes navnlig for Haandran (G. L. 143 jfr. 90; F. L. Indl. 23); for Delagtighed i Rov, Boran, Strandhug, Herjing og voldsom Modstand mod Rettens Haandhævelse (se de ovenfor citerede Steder); for Nægtelse af at stille Tak (G. L. 102; F. L. III. 20); for Undladelse af at møde til Leding og for Forsømmelse af Vitevagt (G. L. 299, 301 og 311; F. L. V. 1, VII. 7, 12 og 20); for Bigami (G. L. 25; F. L. III. 5); Mened og urigtigt Vidnesbyrd (G. L. 60, 266.; F. L. II. 46 og XIII. 25); for gjentagende at spise Kjød i Fasten eller Hestekjød til andre Tider (G. L. 20); for at handle med fredløs Mand eller bringe ham Føde i hans Tilholdssted (G. L. 140, 202; F. L. III. 23) m. fl.
Tolvøresboden eller, som den ogsaa ofte kaldes, „en Baug“ (jfr. G. L. 185; F. L. IV. 53), – gjaldt for Vold-
