Fordring, og Sagen saaledes blev at afgjøre ved Sagvolderens Ed, kunde der klarlig ingen Anvendelse blive for de gjentagne Domsætninger, da Edens Fastsættelse alene var et Regnestykke (F. L. V. 42). Hvorvidt denne Ed efter Frostatingsloven, saaledes som efter Gulatingsloven, skulde fastsættes ved en Skilledom, siges ikke. Det synes dog naturligst, at den Sagsøgte, naar han ved Kvada benægtede Gjælden, og Sagsøgeren, paa Tilspørgsel, ikke opgav vidner (F. L. X. 8), umiddelbart derefter fæstede den lovbestemte Ed. Dette er aabenbart Meningen i det eneste Lovsted, der omhandler Indtale af Gjæld, hvor Vidner ikke haves, F. L. X. 24, jfr. B. R. 158, og som ganske stemmer med den i Gulatingslovens nyere Text (Kap. 37) indtagne, Magnus Erlingssøn tillagte Anordning, hvorefter Skilledommen ganske afskaffes i saadanne Sager: Sagvolderen skulde, hvor Sagsøgeren ikke havde Vidner, strax ved Kvada enten vedtage at betale Gjælden (festa fé) eller at anlægge den lovbestemte Benægtelsesed (festa eið); i modsat Fald ansaaes han at have erkjendt Fordringen, hvorpaa de Tilstedeværende skjødes til Vidne, og Gjælden inddreves som vitterlig[1]. Hvis den fæstede Ed ikke blev aflagt, dannede Edfaldet en selvstændig Søgsmaalsgrund for en ny (vitterlig) Sag, jfr. G. L. 136, jfr. F. L. IV. 8, ovf. S. 269.
Hvor derimod Sagsøgeren vel havde vidner paa sin Fordring, men disse blot var tilfældige Erfaringsvidner, – der vel udelukkede Sagens Afgjørelse ved Sagvolderens Ed, men dog ikke kunde gjøre Sagen til vitterlig, jfr. ovf. S. 231 og 249–251, – var det Skilledommens Opgave at bedømme
- ↑ F. L. X. 24: En um þær fjárskuldir, er vitni eru (eigi) til, þá skal stefna heim til þingstefnu ok þing síðan; en hann hafi kosti tvá: lúki skuld eða vinni løgeiða; en bændr fari at hánum ok taki hálfu meira. – G. L. 37: Ef maðr á fé at manni, þat er eigi vitu váttar. Þá skal stefna hánum heim til kvøðu, ok kveðja hann fjár þess, er hann á at hánum. Hinn skal annattveggja festa fé eða eiða, þá er við liggja at løgum. En ef hann vill hvatki gera, þá sannar hann sér skuld á hendi; nú skal sœkjandi skírskota því undir vátta, ok stefna hánum til þings fyrir rán, ok leiði tveggja manna vitni á þing, at hann synjaði hánum bæði undanfœrslu ok fjár; nú eigu þingmenn at dœma hánum fé sitt, en konungi 12 aura baug.
