Wikikilden

Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/320

Denne siden er korrekturlest

gjengiver G. L. 40 om dobbelt Salg saaledes, at, hvis den sidste Kjøber har Tingen i sin Besiddelse, da „má hann halda skiladómi fyrir kaupi sínu til løgmanns órskurðar“, hvor „halda skiladómi“ staar aldeles betydningsløst, og Meningen kun er, at den sidste Kjøber kan kræve at se Lagmandens Orskurd, inden han udleverer Tingen. – Ved Rb. 1280 Art. 16, jfr. 17 blev den gjentagne Frist af en halv Maaned til Betaling af vitterlig Gjæld ophævet, saa at, hvis skyldneren ikke inden ½ Maaned efter Paakravet betalte, kunde Sagsøgeren strax efter det første Ting holde Atfør[1].

I den nyere Bylov forekommer Skilledom ikke[2]. B. L. VII. 10 siger alene, at, hvis Nogen har Fordring paa en Anden, som denne ikke vedgaar, skal han æske Tak af ham til stevne for Lagmanden, og, hvis der ikke er Vidner paa Gjælden, skal Sagvolderen nægte den med sin Ed[3]. Angaaende vitterlig Gjæld, – hvortil henføres al Gjæld, som er stiftet i Vidners Overvær eller sednere vedgaaet for Vidner, eller som Nogen ved Bymødets Dom eller Lagmandens Orskurd er tilfunden at betale, – foreskriver B. L. VII. 12, ligesom de ældre Love, umiddelbar Inddrivelse uden videre Rettergang, med yderste Strenghed og Hurtighed: Kreditor skulde først vidnesfast afkræve Debitor Betaling og, hvis Betaling ikke erlagdes paa Stedet, Borgen for Gjælden (fjártak), hvilken Debitor under en Bod af 1 Mark Sølv til Kongen var pligtig at stille eller ogsaa underkaste sig Fængsling (Kap. 13). Betalte nu ikke Debitor sin Gjæld inden Morgenmessen den følgende Dag, skulde Kreditor, naar Messen var tilende, atter kræve ham, hvad enten han var hjemme

  1. ↑ Þá skal hafa atfarar-þing; þegar hann vill.
  2. ↑ Vistnok nævner ogsaa Byloven i sin Opregning af, hvad der skal ansees for vitterlig Gjæld: Þat er dómr dœmir manni, ved Siden af hvad mótmenn dœma. Men dette maa alene betragtes som overflødig Gjentagelse, hidrørende fra en ukritisk Gjengivelse af Landsloven.
  3. ↑ B. L. VII. 10: Ef maðr á fé at manni, ok gengr sá eigi í gegn, er gjalda á, þá æsti hann taka til stefnu ok laga-órskurðar. En ef hann hefir vitni til skuldar, eða hinn gengr í gegn, eða segir løgmaðr á hann, þá sœki sá skuld, er á, sem vita-fé. En ef hann dylr skuldar, ok eru eigi vitni til, syni med løgeiðum.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Side:Brandt_-_Forelæsninger_over_den_norske_Retshistorie_2.djvu/320&oldid=184948»