havde været 20 Aar gamle, da deres Fædre døde, og som skulde forklare, at Løsningsmandens opregnede Stamtavle stemmer overens med deres Fædres Beretning, – hvorhos andre 2 odelsbaarne Mænd, som havde været mindst 15 Aar, da deres Fædre døde, skulde sande hines Vidnesbyrd. Derefter skulde Domsmændene tildømme ham Jorden (til Løsning). – Benægtede nu Besidderen Odelsvidnernes Prov, havde han strax at nævne sine Modvidner, hvilke (overensstemmende med Regelen i Kap. 60) maatte være mindst 4 árofar og 3 andre, som kunde sande disses vidnesbyrd. Der skulde da lægges ny Dom 5 Dage derefter paa det samme Sted, hvor da Besidderen skulde fare sine Vidner. Tilsidst skulde begge Parter sætte den tredje Dom, Væddedommen, paa Grænseskjellet midt mellem begges Ejendomme (at markarmóti þeirra á millum), hvor Sagen med Væddemaal skulde skydes til Heredstinget og videre til Fylkesting og Lagting, forsaavidt ingen af Parterne frafaldt sin Sag.
Nogen anden Indsigelse fra Besidderens Side, end at Sagsøgeren ikke er odelsbaaren, omtales ikke i G. L. 266. Det synes imidlertid klart, at Besidderen ogsaa maatte kunne paaberaabe sig, at Løsningsretten var præskriberet, idet Jorden havde været Frænderne lovbuden; jfr. G. L. 277, der vistnok nærmest taler om Jord, der er solgt med Forbehold af Løsningsret, men hvis Regel ogsaa maa gjælde, hvor Jorden var endelig solgt ud af Ætten, jfr. F. L. XII. 4[1]. – I dette Tilfælde behøvede Besidderen heller ikke at værge sig med árofar, men blot at fremstille vidnerne paa Lovbydelsen, der var en vitterlig Akt.
Nægtede Besidderen at være kompetent Sagvolder, og ved Udsigelsen erklærede at have solgt Jorden til en Anden, var han, hvis Løsningsmanden fordrede det, ligefuldt pligtig saavel at fæste Dom, som deltage i at sætte den (G. L. 267). Men naar Dommen var sat, skulde Besidderen strax føre sine Vidner paa, hvorledes han svarede ved Udsigelsen, og dernæst, hvorledes han gjentog den samme Indsigelse ved
- ↑ Ef óðalsmenn leysa eigi at aura-stefnu, þá hafi hann jørð jafnheimila, som óðalsmaðr bygði.
