som ikke fører sin Sag ud til endelig Dom, skal have sin Odelsret forbrudt.
I Almenningssager, hvilke i Gulatingslagen vistnok behandledes som andre Markeskjelstrætter (G. L. 86), foreskriver F. L. XIV. 7 en egen Fremgangsmaade til Afgjørelse af, hvorvidt en Strækning hører til Almenning eller privat Ejendom, hvilken Fremgangsmaade vistnok er af yngre Oprindelse, og ved M. L. VII. 61 blev udvidet til alle Grænsetvistigheder i Udmark. Den, der paastod, at Strækningen var hans private Ejendom, skulde, efter at have lovfæstet, inden 5 Dage stevne sin Modpart til Tings, hvor hver af Parterne skulde opnævne 6 Haulder eller, i Mangel heraf, de bedste Bønder i Tinglaget. Derpaa skulde han lægge Femterstevne (d. e. beramme Skilledom paa Aastædet med 5 Dages Varsel), og her skal 2 af de 12 Nævninger sværge om, hvor Grænsen gaar mellem Bondens Ejendom og Almenningen. Dernæst skal der paa et nyt Femterstevne dømmes om, hvem den omtvistede Strækning skal tilhøre. Jfr. Dipl. Norv. II. 4, en Sag fra Lom omtrent 1220.
Ved andre Tvistigheder om fast Ejendom findes ingen særskilt Omgangsmaade foreskreven i Lovene, uden forsaavidt Skilledom paa Aastædet kom til Anvendelse, hvor Sagen ikke var vitterlig. Men da, som før bemærket „Vitterlighed“ udenfor kontraktmæssige Forhold maatte tabe meget af sin Skarphed, og Vægten i dets Sted lægges paa Sagens Bevislighed, sees det ofte, at Sagsøgeren gaar Skilledommen forbi og lige fra Hjemstevnet til Tinget, og at der her føres Vidner, eller i Mangel heraf Sagvolderen fæster den lovbestemte Ed. – Dette er egentlig en Anvendelse af den samme Fremgangsmaade, som brugtes ved Paatalen af mindre Forbrydelser; i sig selv er ogsaa Modsætningen mellem Begreberne Retskrænkelse og Retsnægtelse i deslige Sager meget ubestemt. Saaledes siger G. L. 91 om Aaværkssager (hvor Ejendomsspørgsmaalet forudsættes at være uomtvistet), at, hvis Sagsøgeren har Vidner paa, at den Anden har hugget i hans Skov, kan han indtale Landnamsboden som vitterlig Gjæld; men hvis han ikke har Vidner, og Sagvolderen nægter, skal han stevne ham hjem og derfra til Tings, og paa Tinget skal
