Sagvolderen enten fæste Lyrittered eller Landnam. F. L. XIII. 10 og 11 foreskriver samme Forfølgning[1] og tilføjer, at, hvis den Sagsøgte hverken vil betale eller fæste Ed, indtræder det almindelige Ansvar: Inddrivelse af det dobbelte med Atfør. – Endvidere bestemmer F. L. XIII. 10, at, hvis Nogen formener en Anden Brugen af gammel Vej eller Landingsplads, skal denne, efter forgjæves at have vidnesfast krævet Adgangen aabnet, stevne Grundejeren til Tings, og der føre sine vidner paa, at han fra gammel Tid har udøvet Brugen, hvorefter han skal kjendes berettiget til denne; hvis derefter Grundejeren vil formene ham den, kan han bane sig Adgang med Magt. – Hvor Nogen havde gjærdet over Elv, og de ovenfor Boende formente dette at være ulovligt havde de derimod efter F. L. XIII. 9 at „lovfæste og lægge Femterstevne“, hvor da Grundejeren havde at fore vidner om sin Berettigelse, – altsaa en regelmæssig Skilledom paa Aastædet. Ifølge G. L. 85, hvorefter det aldrig var tilladt at gjærde over Elv, kunde derimod Naboerne uden videre nedbryde Gjærdet, hvis det ikke, efter vidnesfast Opfordring, inden 5 Dage borttoges.
Udskiftning af Fællesskab var alene en faktisk, ikke en retlig Afgjørelse (G. L. 87, F. L. XIV. 4; M. L. VI. 3); men den var dog en vitterlig Akt. Mod den, som ikke vilde respektere Udskiftningen, maatte der altsaa gaaes frem som sædvanlig, hvor Nogen uhjemlet tog anden Mands Jord i Besiddelse (G. L. 77; F. L. XIII. 17; M. L. VII. 11); men Retsspørgsmaalene var naturligvis fremdeles aabne. – Heller ikke til Efterkommelse af Gjærdepligten var der Tale om at erhverve nogen Dom; men, naar Gjærdeholdets Fordeling var bestemt, havde Naboen alene vidnesfast at opfordre den
- ↑ G. L. 91: Nú ef hann á vátta til, at hann hefir verit í mørkinni. þá skal hann stefna hánum heim ok sœkja þat vita-fé sem landnám annat (!). Nú ef hinn kveðr nei við, ok hefir hann eigi vátta til, er sœkja skal, þá skal stefna hánum heim ok þeðan til þings; þá skal hann á þingi festa lýrittar-eið eða landnám. – F. L. XIII. 11: Ef hann stendr hann eigi, þá leiði menn til stofns, ok sýni áverka, ok láti meta viðarspell, ok kenni þeim, er hann vill, ok stefni hánum heim til þingstefnu ok þing síðan; en hann sýni, ef hann vill, með lýrittar-eiði.
