Anden til at gjærde, med den Virkning, at Ansvaret for al den Skade, Kvæget siden gjør, ipso jure falder paa den Forsømmelige (G. L. 82; F. L. XIII. 18; M. L. VII. 31).
Efter Frostatingsloven og den nyere Landslov sees Sager angaaende fast Ejendom, med Undtagelse af Løsningssager, regelmæssigen at have været indledede med Forbud eller Lovfæstelse (løgfesta), hvilket medførte den Virkning, at Bøderne for den ulovlige Brug i Tilfælde fordobledes og ledsagedes med Ransbod til Kongen (F. L XIII. 11, 23, 26; M. L. VII. 18–20). – Ogsaa Gulatingsloven kjender samme Institut, se især Kap. 91, jfr. 72, men anvender det ikke saa almindeligt, ligesom denne Lov heller ikke benytter den tekniske Benævnelse „løgfesta“, men det almindelige „fyrirbjóða“. – Lovfæstelse kunde iværksættes af hvilkensomhelst af Parterne eller af dem begge, da den ikke paalagde Nogen noget nyt Baand, men alene skjærpede Ansvaret for, hvad deri sig selv var lovstridigt; F. L. XIII. 23, jfr. 26, M. L. VII. 24 siger udtrykkelig, at det Aavirke, som har fundet Sted mellem Lovfæstelsen og Sagsanlægget, intet Ansvar medfører, naar det Aavirkede blot ikke bortføres, efter at Sagen er anlagt. Efter Lovfæstelsen kunde Sag anlægges af hvilkensomhelst af Parterne, hvem det interesserede at se Spørgsmaalet afgjort (er heldr þykkist þurfa); men Loven forudsætter, hvad ogsaa maatte være det naturlige, at den, som havde lovfæstet, ogsaa forfulgte sin Sag. Forfølgningen skede, efter Forholdets forskjellige Beskaffenhed, enten som vitterlig Sag umiddelbart til Tinget, eller, hvis Faktum var omtvistet, hvilket i Regelen var Tilfældet, ved Skilledom med 5 Nætters Varsel paa Aastædet (fimtar-stefna), hvor Vidneførsel fra begge Sider fandt Sted. Havde begge Parter lovfæstet og forfulgt sin. Sag, skulde dens Behandling og Paakjendelse foregaa undereet, og den, som først havde lovfæstet, føre sine Vidner først; krævede Nogen Dom, før Modparten havde ført sine Vidner, havde han tabt sin Sag (F. L. V. 8[1], jfr. 7). –
- ↑ Svá er mælt um fimtar-stefnu, at sá maðr skal fyrr sinna vátta njóta, er fyrr løgfesti. En ef aðrirtveggja leggja dóm á, fyrr en hvártveggja vitni eru borin ok metin, þá hafi sá sínu máli fyrirfarit, er annan veg gerir. En hvárskis máli skal í því spillt, hverja tíð er hann nýtr vitna sinna á degi, ok þó eigi, at nónheilagt sé.
