Skilledommens Gjentagelse afskaffedes ved Haakon Haakonssøns Rb. F. L. Indl. 16, jfr. M. L. VII. 25, og Strid mellem Vidnerne afgjordes af Retten.
Ved Rettergangen i Ejendomstrætter nævnes i Frostatingsloven ogsaa en symbolsk Akt: með lagakefli, hvis Betydning imidlertid ikke nærmere forklares, men som sees at have været benyttet saavel af Sagsøger, som af Sagvolder. – Af IX 30. jfr. X. 24 skulde man ledes til at tro, at den alene kom til Anvendelse, hvor Sagen angik fast Gods, navnlig ved Forbuds Nedlæggelse, jfr. XIII. 23 og XIV. 11 og Parallelstederne i M. L. VII. 24 og B. R. 146, hvor Udtrykket bruges i den almindelige Betydning „med Lov og Dom“. Men X. 11 viser, at denne Ceremoni anvendtes ved Søgsmaal angaaende Penge og Gods i Almindelighed, idet der siges, at Sagvolderen, idet han fæster Dom imod Sagsøgerens Kvaða, skal „kasta fram lagakefli“. – Sandsynligvis har vi her et Sidestykke til den i andre germaniske Lande brugelige Skik at ledsage Overdragelser og andre højtidelige Erklæringer med Overrækkelsen af en Stav (festuca), og Ceremonien har været anvendt ved alle søgsmaal af vindikatorisk Karakter, med Undtagelse af Løsningssøgsmaal: Idet Klageren retter sin Paastand til Sagvolderen, stiller han en Stav imod ham som Tegn paa hans Forpligtelse, hvilken denne, idet han fæster Dom, kaster tilbage til Tegn paa, at han ikke anerkjender Forpligtelsen. – Ogsaa i G. L. 72 hentydes til en lignende Ceremoni ved Nedlæggelse af Forbud, hvorved et Kors synes at være anvendt[1], og i nogle Haandskrifter af M. L. VII. 19 siges den, som lovfæster, at „kasta lagakefli“.
Ved Søgsmaal angaaende Arv kom en blandet Fremgangsmaade til Anvendelse. Efter Princippet maatte disse Sager altid være vitterlige, da Forældrenes lovlige Ægteskab umiddelbart begrundede Arvingens Ret; – medens der alligevel forudsættes at kunne møde Indsigelser, der kan gjøre Vidneførsel nødvendig, navnlig angaaende Paterniteten og Personens Identitet. Sagen anlagdes derfor som vitterlig. Den for-
- ↑ Jfr. Grimm, Rechtsaltertümer S. 121–37 og 173; Ugebl. f. Lovk. m. m. II. S. 363–4; Hertzberg, Proces S. 55–61.
