Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/346

Denne siden er korrekturlest

ningsmanden, hvis han ikke paa Stedet faldt som Offer for Hævnen, strax skulde gribes og føres til Tings og, hvis det var Drab, strax aflives, men, hvis det var Saar, holdes i Lænker, indtil det viste sig, om dette blev dødeligt eller ikke (jfr. FmS. Magn. g. S. Kap. 19 og 20). Ingen maatte bistaa Gjerningsmanden ved hans Flugt, og hans Ejendom kunde strax optages af Kongens Aarmand, uden at forudgaaende Dom udfordredes (G. L. 152, 153, 181, 183, 189 og 202; F. L. IV. 9, 10, 30; B. R. 13). – Fremdeles, hvor en Tyv gribes i Gjerningen eller med Kosterne ihænde; da skal han med Kosterne bundne paa sin Ryg føres til Tinge, hvor vidner føres paa, at ile tilhørte Bestjaalne og var efterlyste og nu trufne i Tyvens Besiddelse. Kjender da Tingmændene Anholdelsen lovlig, føres Tyven lige til Fjæren for at halshugges; i andet Fald er Paagriberne brødige 15 Mark til Kongen (G. L. 253; F. L. XIV. 12)^[1].

Hvor derimod Gjerningen ikke var vitterlig, maatte i alle større Strafsager en Undersøgelse til Tinge af Sagens faktiske Del finde Sted. Men her var Fremgangsmaaden forskjellig eftersom Sagen angik Drab, større Legemsfornærmelser og voldsom Hjemsøgelse, – eller andre Forbrydelser; ved de første gik en foreløbig Undersøgelse under Samfundets Medvirkning forud for den endelige Retsforhandling; hvorimod de øvrige Sager stevnedes umiddelbart til Tinget, hvor den endelige Dom enten til Fældelse eller Frifindelse eller til Ed blev afsagt.

Omgangsmaaden i Drabssager beskrives udførlig i G. L. 151 og 156, jfr. 161; F. 14. IV. 7, 8, 30, V. 3–6 (Hkb. 31–33), 9 og 12, samt IV. 24, 54, 56; B. R. 14. – Naar Nogen var dræbt, skulde hans Kone eller nærmeste Efter-

↑ F. L. IV. 30: Svá er ok mælt, at engum manni skal synja þinggøngu nema mannsbana þeim, er vegr mann á þingi ok verðr tekinn í eptirrás, ok þjófi þeim, er fóli var á bak bundinn. En ef maðr verðr útlagr gerr á fylkisþingi eða á ørvarþingi því, er þar er, sem fylkisþingit skyldi vera; nú vill hann fara í þat sama fylki ok æsta sér þinggøngu, þá skulu búendr eigi játa hánum; en hverr maðr annarra á þinggengt, ok veri sitt mál, sem hánum leiðst. – Jfr. Hertzberg, Proces, S. 204 og 208.

[1] F. L. IV. 30: Svá er ok mælt, at engum manni skal synja þinggøngu nema mannsbana þeim, er vegr mann á þingi ok verðr tekinn í eptirrás, ok þjófi þeim, er fóli var á bak bundinn. En ef maðr verðr útlagr gerr á fylkisþingi eða á ørvarþingi því, er þar er, sem fylkisþingit skyldi vera; nú vill hann fara í þat sama fylki ok æsta sér þinggøngu, þá skulu búendr eigi játa hánum; en hverr maðr annarra á þinggengt, ok veri sitt mál, sem hánum leiðst. – Jfr. Hertzberg, Proces, S. 204 og 208.

[1]