Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/362

Denne siden er korrekturlest

mes af de Tilstedeværende, „hvis de kjendte Loven“; i andet Fald skulde den skydes til Tinget. Havde saa mange som Fjerdeparten af samtlige Gjæster deltaget i Slagsmaalet, forfaldt samtlige i Bøder til Kongen. – Tilsvarende Bestemmelser findes ikke i den nyere Lov, kun Bestemmelsen om, at Gildefæl1ernes Vidnesbyrd ikke kan mødes med Modvidner, er gjentaget i M. L. I. 4 og VIII. 2, B. L. 3.

Kristendomsbrud, for saa vidt de paakjendtes ved verdslig Domstol, forfulgtes paa samme Maade som verdslige Overtrædelser, ved Stevning umiddelbart til Tinge. Paatalen tilkom Biskoppen eller hans Aarmand (jfr. ovf. S. 145), selv om Bøderne tilfaldt Kongen (G. L. 33, jfr. 9). Ifølge B. K. R. 17 maatte han imidlertid ikke anlægge nogen Sag, med mindre han enten havde Vidner paa Gjerningen, eller et bestemt Bygderygte betegnede Nogen som skyldig. Han skulde i denne Hensigt stevne Ting og forkynde, at han har hørt, at en vis overtrædelse er begaaet i Heredet, samt spørge Tingmændene, om ogsaa de har hørt det. Hvis da en Fjerdepart af de Forsamlede har hørt det, skal Paatale finde Sted, i modsat Fald „heder det hans Paafund, og han maa ikke rejse Sag“. Ogsaa de øvrige Kristenretter fordrer i det mindste i de grovere Sager bevist Bygderygte som Betingelse for Sagene Paatale, hvilket stemmer med Kirkerettens almindelige Grundsætninger. Saaledes forbyder E. K. R. 41 at anklage Nogen for Troldom, med mindre enten Anklageren eller hans Hus selv er bleven forgjort, eller 3 Bønder bevidner, at der hersker Bygderygte derom. Ligeledes G. L. 28 (jfr. N. gl. L. II. S. 495 og Sv. K. R. 98) forbyder at anklage nogen Kvinde for Troldom, med mindre der gaar Bygderygte derom. Det samme foreskriver Magnus Erlingssøns Rb. 1164 (G. L. 32) om Anklage for Sodomitteri. Ligesaa fordrer Erkebiskop Sigurds Kristenret 1244 stadig bevist Bygderygte (at þat hefir flotit um þrjá bœja eða fleiri) som Betingelse for Paatalen af Kristendomsbrud: Saaledes F. L. II. 29 for Helligbrøde; II. 46 for Mened; III. 3 og 5 for Utugt; III. 15 for Hedenskab og Troldom; III. 18 for crimen bestialitatis. Bygderygte er i alle disse Tilfælde klarlig Betingelse for Søgsmaalets Tilstedelighed og ikke blot for Anklagerens