Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/373

dobbelt Betaling og Ransbod til Kongen, maatte ramme Sagvolderen, fordi denne „ikke havde budt sin Modpart Tingmænds Dom“. Og hvis Sagen ikke var vitterlig, maatte den udeblivende Sagvolder betragtes som den, der „ikke havde villet fæste Skilledom“, G. L. 37, jfr. 266, der sætter samme Bod for den Sagvolder, som ved Hjemstevnet, naar sagsøgeren vil fremføre sin Kvada, „løber ud og vil søge Svig mod ham“, som for udtrykkelig Vægring af at fæste Dom, nemlig 6 Ører for hver frugtesløs Opfordring. Sagen maatte da gaa til Tings med den Virkning, at den Udeblevne tabte Adgangen til Benægtelsesed, og i Odelssager Adgangen til at føre Modvidner. Selve Paastanden (kraf eller kvaða) maa derfor antages i ethvert Fald at have kunnet fremføres, naar kun Sagvolderen var lovlig hjemstevnt, hvad enten denne var tilstede eller ikke; det siges udtrykkelig i G. L. 37 og 266, at Sagsøgeren skal modtage Domfæste af hvem, der byder det, hvis Husbonden ikke er hjemme; i F. L. X. 5 siges der udtrykkelig, at Sagvolderens Udeblivelse fra Hjemstevnet ikke hindrer Sagsøgeren i at fremføre sin Kvada, hvorhos den Udeblevne falder i en Bod af 3 ører til Kongen; og Kap. 17 tilføjer, at, hvis Sagsøgeren ikke finder Nogen hjemme, som fæster ham Dom, skal han gjentage sin Kvada, og den udeblevne Sagvolder for hver Kvada bøde 3 Ører, hvorefter Sagen som vitterlig gaar til Tinget. – Sagvolderens Udeblivelse fra den første Skilledom medførte efter F. L. X. 12 alene 3 Ørers Bod; men udeblev han atter ved anden Dom, hvor han selv skulde have Ordet, havde han tabt sin Sag og maatte desuden bøde 3 Ører. Ved den tredje Dom (Væddedommen) havde Udeblivelsen naturligvis ingen anden Virkning, end at der intet væddemaal blev af, hvorved den Udeblevne havde tabt Sagen; jfr. XII. 8, der siger, at Sagsøgerens Domsmænd ligefuldt skal byde Sagvolderens Væddemaal, om end denne selv udebliver. – Iøvrigt kunde Sagvolderens Udeblivelse fra Skilledommen ogsaa medføre, at ingen gyldig Dom fra hans Side blev sat. I dette Tilfælde foreskriver F. L. X. 11, at Sagsøgeren, efter at have væntet paa sin Modpart til Middag, selv skal opnævne Domsmændene for dem begge. Efter Gulatingsloven synes derimod Sagsøgerens