Gulatingsloven har været forskjellig og har bestaaet i en ydre symbolsk Handling, maaske Oprejsning af et Kors, jfr. G. L. 72, der bruger Udtrykket: at krossa lóð til leigu ok fyrirbjóða hánum at neyta undan krossi. Maaske har noget Lignende været i Brug ogsaa i Frostatingslagen, da F. L. XIV. 11, jfr. B. R. 146 taler om „at hegna eignir sínar með lagakefli“; jfr. M. L. VII. 19, hvor nogle Haandskrifter omtaler Lovkjævlens Anvendelse ved Lovfæstelse. Se ovf. S. 332.
Lovfæstelsens Virkning var, at den, som uberettiget krænkede Forbudet, maatte bøde dobbelt Landnam. Derhos forbandt de ældre Love hermed Ransbod til Kongen; men i M. L. er denne ved fast Gods bortfalden. Vel sætter M. L. VII. 16 og 40 Ransbod for „Jordran“ og for „Græsran“; men disse Steder, der begge er tagne af Gulatingsloven, omhandler ikke den egentlige „Lovfæstelse“. Ved Lovfæstelse af Løsøre synes det derimod antageligt, at Ransboden maa være vedbleven, da Forbudet ellers ingen Virkning vilde faa; men herom kan intet siges med Bestemthed, da Lovfæstelse af Løsøre intetsteds udtrykkelig nævnes i M. L. – Lovfæstelsens Virkning varede i 12 Maaneder, efter hvis Forløb den ipso jure traadte ud af Kraft. – At Forbudets Overtrædelse ikke medførte noget Ansvar, med mindre den, der havde lovfæstet, virkelig havde Ret i Sagen, er i en enkelt Anvendelse udtrykkelig sagt i F. L. VII. 26, jfr. dog XIII. 23, der synes at have betragtet Overtrædelsen efter Sagsanlægget som Selvtægt, og saaledes medførende Sagens Tab.
Hvilken som helst af Parterne kunde optræde med Lovfæstelse, og det forudsættes ogsaa, at begge Parter gjensidig nedlægger Forbud mod hinanden (F. L. V. 8; XIII. 17 og 23); men i Regelen gaar Loven ud fra, at det vil være Ejeren eller Besidderen, der optræder. – Det var heller ingen Nødvendighed, at Lovfæstelsen rettedes mod nogen bestemt Modpart. Saavel den ovenanførte Formular som flere Anvendelser i Loven selv (saal. F. L. XIII. 11, 19) viser, at den kunde anvendes som en almindelig Fredlysning ligeoverfor Alle og Enhver. Men det laa i Sagens Natur, at den, om end i sin Form rettet imod Alle, dog som oftest i Virkeligheden alene havde Hensyn til et bestemt, befrygtet Retsindgreb, og i
