mange Tilfælde kunde den ikke engang gjælde andre end en bestemt Person, saasom hvor Jorddrotten lovfæstede Lejlændingens Avl, jfr. F. L. XIII. 26, der for saadanne Tilfælde siger, at Forbudet skal nedlægges paa Aastædet og meddeles Modparten eller hans Folk. Loven forudsætter ogsaa paa flere Steder, saavel at en bestemt Part optræder med Lovfæstelse, som at denne rettes mod en bestemt Modpart, f. Ex. F. L. XIII. 17[1]; M. L. VII. 18; men ligefuldt er Institutionen i alle Tilfælde den samme, og jevnlig omtales Lovfæstelsen i lige Øjemed, snart rettet mod Alle og Enhver, snart mod en bestemt Person.
Lovfæstelsen behøvede saaledes heller ikke at forfølges ved noget Søgsmaal. Den, som havde lovfæstet, kunde vænte med at anlægge Sag, indtil Nogen overtraadte Forbudet. Hvor Lovfæstelsen imidlertid var rettet mod en bestemt Modpart, og en Retstvist saaledes allerede forelaa, var det naturligt at denne nu ogsaa ufortøvet bragtes under Paakjendelse. Men dette behøvede ingenlunde netop at gjøres af dem som havde foretaget Lovfæstelsen; det siges udtrykkelig (F. L. XIII. 17, 23; M. L. VII. 18, 24), at, naar der var lovfæstet, skulde den Part, hvem det mest interesserede at se Spørgsmaalet afgjort (er heldr þykkist þurfa), anlægge Søgsmaal. Men da Lovfæstelsen alene aldrig gjorde Noget ulovligt som ikke for var det, og den, som i Mellemtiden mellem Lovfæstelsen og stevningen aavirkede paa den lovfæstede Jord, ikke paadrog sig noget særskilt Ansvar herfor, naar han blot ikke efter Stevnemaalet bortførte det Aavirkede, laa heri et
- ↑ Ef tveir menn taka jørð eina, ok festa báðir løg fyrir, þá skal fimtarstefnu til hafa, ok njóti sá vitnis síns, er fyrr tók, en hinn lauss frá, er síðar tók – – –. En ef maðr slær engi annars manns, þá skal hinn, sem á, fara til ok festa løg fyrir engit, hvárt sem heyit liggr á eða eigi. En sá leggi fimtarstefnu, er heldr þykkist þurfa; en á þeirri fimt þá njóti þeir vitnis síns, hvárr þeirra er í fjorð hafði. Svá skal um akr hit sømu, ef annarr maðr skerr. En ef hins verðr akr eða eng, er løg festi fyrir, þá skal hann beiða aptrfœrslu, at aptr sé komit fyrir fimt, ok leggi á landnám silfrmetit. En ef hann fœrir eigi aptr, þá stefni hann hánum þing fyrir ránit, ok beiði hann landnáms silfrmetins, ok stefni hánum heim til þingstefnu ok þing síðan.
