seende undergik adskillige Modifikationer i Anvendelsen, idet Tinget ogsaa maatte indlade sig paa at afgjøre Spørgsmaalet om Forpligtelsens Tilværelse, saaledes finder man ogsaa forskjellige Lempninger med Hensyn til Dommens umiddelbare Fuldbyrdelse; uagtet Princippet fastholdes.
Gik Dommen ud paa Aflivelse eller legemlig Refselse, gik dens Udførelse ved Tingmændenes Hjælp, under Anførsel af Kongens Ombudsmand, altid Slag i Slag med dens Afsigelse, G. L. 152, 183, 253; F. L. IV. 10, XIV. 12; B. R. 13; M. L. IV. 8, 14, 15, 16, jfr. 17 Slutn., IX. 2, B. L. 8, 15, 16, 3. Det samme gjaldt i alle Ubødesager, hvor den skyldige var paagreben[1]. – I simple Utlegds-Sager, der blev mindelig afgjorte, berammedes et privat Forligsstevne til Fastsættelse af Bodens størrelse og Betalingsterminer; hvorimod der paa Tinget ikke afsagdes Dom, men alene det indgaaede Forlig forkyndtes[2]. Men selv em den Skyldige ikke til rette Tid formaaede at erlægge Bøderne, beholdt han dog sin Fred, hvis han godtgjorde, at Forsømmelsen havde sin Grund i uovervindelige Forhindringer, og erlagde den første Termin inden Maanedens Udløb, M. Erls. Rb. 1164, G. L. 32; F. L. V. 46, jfr. 9 og M. L. I. 8. Vægrede han sig derimod modvillig for at erlægge sine Bøder, forspildte han sin Fred; gjaldt det Mandebod eller Bøder for Lejermaal, der var Blodhævn undergivet, gjenindtraadte i dette Tilfælde Fredløsheden uden videre; men ved ringere Sager skulde den Forsømmelige for „Domrov“ bøde 18 Ører til Sagsøgeren og 15 Mark til Kongen og alligevel efterkomme Dommen. Var han fremdeles uvillig, skulde Kongens Ombudsmand stevne Ting, og her blev han lyst fredløs. Om nogen tvungen Fuldbyrdelse af Forliget kunde saaledes ikke være Tale. – Ved Privathævnens Afskaffelse blev, som før forklaret, disse Forligsstevner inddragne under Tinget, og saaledes alle Strafsager endelig
