Den kongelige Ombudsmand, Sysselmandens Foged og i Byerne Gjaldkeren (Byfogden), blev i den følgende Tid naturligvis den egentlig handlende Person ved Fuldbyrdelsen saavel af de civile som de kriminelle Domme. Istedetfor at tidligere Domhaveren, saasnart ban havde erhvervet Tingets Kjendelse, selv foretog Udsøgningen i Modpartens Bo, og hertil, alene hvis han behøvede det, kunde paakalde Tingmændenes og den kongelige Ombudsmands Bistand[1], – optræder han nu som Rekvirent af Exekutionsforretningen, hvilken Ombudsmanden bestyrer, medens Tingmændene er tilstede som Vurderingsmænd og Vidner og for at yde den fornødne fysiske Haandsrækning. Det blev nu ogsaa anseet overflødigt at stevne formeligt Ting for at erholde denne Bistand; men Ombudsmanden opnævnte og medtog selv den Hjælp, han fandt fornøden. Dette antydes allerede ved Udtrykkene i Rb. 2 Maj 1313 Art 7[2]. Og Chr. IV. L. 1. 4 og VII. 3, jfr. VI. 10 har vistnok i det hele optaget Reglerne i M. L. 1. 4, VIII. 3 og VII. 11; men udtrykker sig dog saa, at det er „Kongens ombudsmand eller hans Foged“, som, naar den Domfældte ikke vil fyldestgjøre Dommen, har at skaffe Domhaveren hans Ret – Bestemmelsen om „Kongens Sekt“ i Lovb. 1–22–19 Slutn. er vistnok en Levning af Ransboden i de ældre Love.
Efter det Forklarede var saaledes enhver Dom endelig i den Forstand, at ingen Klage eller Indsigelse fra den Tabendes Side længere kunde hindre dens Fuldbyrdelse, og at tvertimod den Domfældte forfaldt i Straf ved ikke frivillig at efterkomme den. Dette siges udtrykkelig i Magnus Erlingssøns Rb. 1164 (F. L. V. 46; M. L. I. 6), selv om den Domfældte paaberaaber sig, at Sagen har været vrangt fremstillet for Lagretten. – Derimod afgjorde Dommen ikke det omtvistede Forhold saaledes, at den stillede nogen formel Hindring imod, at det paany forelagdes Retten til Afgjørelse. Det moderne
