Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/405

Denne siden er korrekturlest

Lovb. 1–6–12 og 13 blev disse Terminer forkortede til resp. Aar og Dag og 6 Maaneder, medens de 3 Aar blev gjældende som almindelig Oprejsningsfrist. – Ved Appel fra Bygdetinget til Lagtinget gjaldt derimod ingen fatalia før Lovb. 1–6–10, der er hentet fra den danske Ret, Fr. 8 Juni 1639, Reses 1643, 2–6–15, jfr. Reces 1558 Art. 26 og Chr. IV. Birkeret Art. 17 . – Ved Kjøbstædernes Priv. 30 Juli 1662 § 7 blev Appelfristen for Raadstuerettens Domme fastsat til 2 Aar (jfr. Meddelelser fra d. n. Rigsarkiv s. 39 Og 47).

Ogsaa Tingsvidner kunde være Gjenstand for Appel til Underkjendelse ved højere Ret paa samme Maade som Domme, idet Klagen rettes mod Vidnerne, som har forklaret sig til Appellantens Skade. Dette var i sig selv en naturlig Følge af den Form, hvori disse Provsbreve jevnlig sees at være udfærdigede, og som egentlig er en Levning fra det ældre Forhold, da Bevisførelsen laa udenfor Retten som en særskilt Akt, der afgjorde Sagens faktiske Side. Vidnernes Prov var Udtryk for deres hele Opfatning af Forholdet, – summariske Erklæringer om Faktum, – ikke blot Beretninger om Vidnets Erfaringer angaaende dette; saaledes: at N. N. er „rette Ejer“, „sand Odelsmand“ o. s. v. til N. N. Gods; „skyldig N. N. saa og saa meget“; „skyldig i den eller den Forbrydelse“, o. s. v., – og herpaa bygges Dommen, uden yderligere Drøftelse eller Undersøgelse om Adkomstens Beskaffenhed, Besiddelsestidens Længde, Gjældsfundamentet, Omstændighederne ved Gjerningens Forøvelse m. v. Naar nu Modparten vilde modbevise Rigtigheden af disse Forklaringer, indstevnede han Vidnerne for overordnet Domstol, fremlagde sine Modbeviser og æskede Dom for, „at det afgivne Prov ikke skal komme ham til Skade“, – uden Hensyn til, at endnu ingen Dom var afsagt i Hovedsagen. – Ogsaa Eden, som jo i sig selv, hvor den blev aflagt, endelig afgjorde Sagen, finder man paa samme Maade indstevnt til Underkjendelse ved højere Domstol, hvor da Appellanten fremkommer med de Bevisligheder, hvormed han mener at kunne godtgjøre sin Sigtelse, og i Henhold hertil paastaar „Undenførslen kjendt ugyldig“; se f. E. Dipl. Norv. V. 960 (fra 1493).