(Pidskning) efter lovlig Dom foreskrives endvidere i M. L. V. 2 for Koblersker; i VII. 37 for dem, som patter Andres Kjør, samt i VIII. 5, B. L. 13, for den insolvente Debitor, der løber bort. Ved Rb. 18 Febr. 1348 blev Brændemærke føjet til Lovbogens Straf for Mened (IX. 16).
Æresstraf som saadan var ganske uforenelig med det gamle Straffesystem. En Mands borgerlige Ære var ikke noget, hvorover der vilkaarlig kunde disponeres, eller som kunde afgives til en Andens Fyldestgjørelse. Derimod forstaar det sig, at den faktiske Infami, der ledsager visse efter den almindelige Mening skammelige Handlinger, heller ikke hos vore Forfædre kunde være uden retlig Betydning. Dette viser sig allerede i de ældste Love deri, at Handlingens skammelige Karakter stundom udtales i selve Loven, saa at Domfældelsen altsaa indeslutter en foragtelig Karakteristik af den Dømte; den legemlige Refselse var jo ogsaa, hvor den anvendtes, ligefrem beregnet paa Forhaanelse. I Forbindelse hermed ser man tillige, at visse Forbrydelser medførte Tabet af personlig Ret, uden at dog Forbryderen mistede sin Fred. Dette var saaledes Tilfældet for smaat Tyveri, Hvinske samt for dem der pattede Andres Kjør eller stjal i Andres Urtehaver (G. L. 253; F. L. XIV. 12, 13, 14; B. R. 147, 148. 168; M. L. IX. 1, 9, 10 jfr. VII. 37); endvidere for den, som skar Andres Sildegarn istykker (F. L XV. 6); for arbejdsføre Betlere (F. L. V. 32 (Hkb. 40) og X. 39, jfr. B. R. 163; M. L. IV. 28); for den, der nægtede at opfylde sin Vidnepligt eller aflagde urigtigt Vidnesbyrd (F. L. IV. 7 og XIII. 25, jfr. M. L. IV. 11. IX. 16 og Rb. 18 Febr. 1348); for den, der manglede Vaaben (F. L. VII. 13). Disse Folk kunde altsaa af Enhver ustraffet forhaanes og slaaes, jfr. B. R. 112 og 131, hvorefter den, som mødte tomhændt ved Ildebrand, skulde være „snattaðr (udplyndret?) maðr,“ brødig 3 Mark og retløs. I M. L. III. 11 bestemtes det, at den, som manglede de anordnede Vaaben, skulde være Halvrettesmand, og i IV. 27, at Slagskjæmper, (boðslottar), som ubudne trængte sig ind i Gjestebud, alene skulde tage halv Ret, om de blev bortjagede med Hug og Slag. – Da den personlige Ret efter de Gamles Opfatning ligefrem var Udtrykket for Individets Plads og Betydning i
