At Gilderne ogsaa i Norge har udøvet en vis Grad af anerkjendt Iurisdiktion over sine Medlemmer, er sandsynligt, og stemmer i det hele vel med Retsplejens hele Forhold i den ældste Tid, der naturlig medførte, at alle sluttede Samfund afgjorde sine egne indre Anliggender, derunder ogsaa indbefattet Retssager, og at idetmindste den faktiske Sammenhæng, som de øvrige Medlemmer kjendte for Ret, uden videre antoges konstateret. Vi har ovf. S. 353 seet, at ved Drab eller Slagsmaal i Gildehus stod Gildebrødrenes Vidnesbyrd forfulde, uden at kunne mødes med Modbevis og at endog Drabssager efter Omstændighederne kunde paadømmes af dem (G. L. 187 jfr. 157). – Endvidere kunde der af Skibsfolkene i Kjøbfærd saavelsom i Ledingsfærd holdes Ret (skiparastefna), hvor de ombord forefaldne Overtrædelser kunde paakjendes af Skibsfællerne selv, og Høvedsmanden kunde udøve Straffemyndighed over de underordnede Betjente (se ovf. S. 357–8 og B. R. 42. 172 og 173, jfr. 168; M. L. III. 10, jfr. F. L. VII. 24). – Ligesaa har vi seet, at Biskopperne og enkelte gejstlige Stiftelser i den sednere Tid erholdt selvstændig Jurisdiktion over sine Tjenere (Tunsbergerforriget af 9 Aug. 1277, jfr. Rb. 13 Septbr. 1277, 13 Novbr. 1298 og 14 Juni 1350), se ovf. S. 415–16.
Fremfor alle udgjorde Kongens og vistnok tillige de øvrige Tignermænds Hird et selvstændigt, strengt afsluttet Samfund, og dens indre Anliggender var ganske unddragne de almindelige Samfundsmyndigheder. Dens Tjenesteforhold til sin Herre var bestemt ved en egen Lov (hirðskrá), og dens indre Anliggender, Tvistigheder og Kongens Anklager mod dens enkelte Medlemmer, selv hvor det gjaldt de groveste Forbrydelser, som Forræderi og Mord, var unddragne fra de almindelige Tinge og afgjordes i Møder af Hirden selv (hirðstefna), som det synes, under Mærkesmandens Forsæde, se
