det borgerlige Samfund, kan man paa en vis Maade betragte Retløsheden som en virkelig Æresstraf, idet Beskyttelse paa Liv og Lemmer naturligvis ikke unddroges den Retløse, og vistnok heller ikke, i alle Fald de grovere, Forgribelser paa hans Ejendom var tilladte[1].
Blandt de vanærende Prædikater hvormed Lovene belægger visse Handlinger, kan mærkes: at heita drengr at verri eller at heimskari. Saaledes: naar Nogen utilbørligen tager Hjemmegift til Systeren af den umyndige Broders Gods (F. L. XI. 9; M L. V. 3); naar Ombudsmanden tager Bestikkelse ved Bortbygsling af en Gaard (M. L. VII. 7); naar Nogen hugger Halen af anden Mands Hest (M. L. VII. 37); naar Nogen ubeviseligen roser sig af at have ligget hos en Kvinde (M. L. IV. 29: snápr); for Hvinske (M. L. IX. 10, jfr. F. L. XIV. 12: hvinn); naar en Handel var sluttet uden Vidner, skal Sælgeren efter M. L. VIII. 10, B. L. 9 nægte den med sin Ed, „eða haldist kaup þeirra snápa“; naar en Færgemand vidende satte en Tyv over Færgested, skulde han efter M. L. VII. 47 (Kilden til Lovb. 3–11–8) miste sin Hud „ok heita þjófs nautr“. – I en Retterbod for Bergen af Haakon Magnussen den yngre (gl. L. III. S. 210) jfr. Dronning Filippas Anordning af 1425 (Paus S. 237) foreskrives, at Horkvinder, Tyve, Menedere og andet udædisk Folk, som, efter at være bortviste fra Byen, kommer tilbage igjen, skal „miste Øret og drage Stene af By“ hvilken sidste Straf oftere forekommer for Kvinder i de svenske og danske Kjøbstadslove[2].
Ved M. L IV. 23 blev som almindelig Straf for ærekrænkende Beskyldninger, hvilke i den ældre Ret var betegnede som útlegðarmal, men i den virkelige Brug forlængst gaaede over til Bødesager, fastsat en Bod af 4 Mark til Kongen (jfr. Hkb. 37; B. R. 152 og G. L. 138). Denne samme Bod, der vistnok er dannet efter den gamle 15-Marks-
