Bod, er i den nye Lov ligeledes sat for Hæleri og uhjemlet Besiddelse af Tyvekoster, der efter den ældste Lov ogsaa havde medført útlegð (M. L. IX. 4, 6, 7, jfr. G. L. 254, 257, 258), saavelsom for Mened, der efter Loven ogsaa medførte Tabet af personlig Ret og sednere tillige belagdes med Brændemærke (M. L. IX. 16 og Rb. 18 Febr. 1348). Det var saaledes naturligt, at denne Bod maatte antage en særlig odiøs Karakter; man finder ogsaa, at den i og for sig har været betragtet som vanærende, uden Hensyn til Forbrydelsens Beskaffenhed, jfr. Chr. IV. L. I. 6, der finder det fornødent udtrykkelig at sige, „at man ikke bliver æreløs for Domrov, uagtet man bøder 4 Mark“. For ærekrænkende Beskyldninger tilføjer derimod Chr. IV. L III. 21 udtrykkelig, idet den gjentager Bestemmelsen i M. L. IV. 23 om 4-Marks Bod: at Injurianten skal „blive en Løgner derfor“, hvorved denne Bod paa samme Maade som den tilsvarende Tremarks-Bod i Danmark (J. L. II. 109) ligefrem betegnes som infamerende[1]. – I Borgretten (gl. L. III. S. 144) bestemmes ligeledes, at den, der kalder en Anden Tyv, eller bruger andre Ukvemsord, skal i alle Borgfolkenes Nærværelse bede den Fornærmede om Forladelse „og sige, at han løj som en Skalk“.
Paa denne Maade udviklede den faktiske Infami, der i visse Tilfælde havde faaet Udtryk i selve Loven, sig efterhaanden paa en halv tilfældig Maade til virkelig Æresstraf. Uden Tvivl havde dette for en væsenlig Del sin Grund i, at, paa samme Tid, som Straffens offentlige Karakter mere og mere gik ind i Bevidstheden, forbandt man i den almindelige Mening et strengere juridisk Begreb med den i Domsform udtalte dadlende Karakteristik. – Særskilte juridiske Virkninger udenfor dem, som umiddelbart fulgte af den manglende Beskyttelse mod Ærefornærmelser, samt Udygtigheden til at være Vidne og, i den sednere Tid, til at vinde Kjøbstadborgerskab, omtales ikke i vore ældre Retskilder.
Heller ikke findes der i vore gamle Love Spor til, at nogen juridisk Infami har fulgt visse Stillinger eller Næringsveje, saasom Bøddeltjeneste, uægte Fødsel o. dl. – Om den,
- ↑ Se Kolderup-Rosenvinge, Retshistorie II. S. 115–116.
