der blev Skyldtræl, fordi han ikke kunde betale sin Gjæld, er det i G. L. 71 udtrykkelig sagt, at han beholder sin personlige Ret mod alle Andre end Kreditor, dennes Hustru og øvrige Trælle, jfr. M. L. VIII. 5, B. L. 13.
Af hvad foran er udviklet, fremgaar det konsekvent at Handlingens Tilregnelighed maatte være en nødvendig Betingelse for Strafansvaret ikke mindre i Forhold til Modparten end i Forhold til det Offentlige. Paa den anden Side følger det af den overvejende Betragtning af Forbrydelsen som Fornærmelse, at Gjerningens objektive Indhold maatte tillægges en aldeles overvejende Betydning, saa at dels Strafskyldens forskjellige Grader ikke kunde faa den fulde dem tilkommende Indflydelse, dels omvendt Hensyn, der var den egentlige moralske Skyld uvedkommende, i væsenlig Grad kunde blive bestemmende for Ansvaret. Men i det hele finder man dog, at de Gamle har bedømt Tilregneligheden paa en human Maade, og en stor Del af de Uregelmæssigheder, som forekommer i det ældre Tidsrums Love, er i Magnus Lagabøters Lovgivning udslettede.
1. Vaadesgjerninger medførte aldrig Bod til Kongen. Den private Bod afhang af Sagens Beskaffenhed, hvorved navnlig Skadens egen størrelse blev afgjørende. Hvorvidt selve den ulykkelige Følge var Gjerningsmanden tilregnelig som uagtsom, eller ganske utilregnelig, synes aldrig at have kommet i Betragtning, naar kun Skaden var forvoldt ved den Andens frie Handling; derimod havde det naturligvis en væsenlig Indflydelse, naar den Skadelidende selv for nogen Del var Skyld i Ulykken. Efter G. L. 159 og 172–177 skulde der for Vaadesdrab bødes fuld Mandebod til den Dræbtes Frænder, medmindre den Dræbte selv havde deltaget i den Gjerning, der forvoldte hans Død, da han selv maatte bære en forholdsmæssig Del af Ansvaret, og Boden for de
