Drabsmanden Forlig under hele det ældre Tidsrum i det mindste i Formen var anerkjendt, finder man jevnlig, at samtlige Sagens Omstændigheder bliver tagne i Betragtning ved Mandebodens Fastsættelse, uagtet Løven udelukkende gjør dennes Størrelse afhængig af den Dræbtes personlige Ret; jfr. F. L. VI. 1[1] og 2.
I Magnus Lagabøters Love paabydes det ligefrem, at samtlige formildende eller skjærpende Omstændigheder skal tages i Betragtning ved Fastsættelsen af Mandeboden saavelsom af den Fornærmedes personlige Ret i hvert enkelt Tilfælde (M. L. IV. 12 og 19). Ligesaa bestemmer M. L. VII. 39 om ulovlig Brug af anden Mands Ting, at den skyldige skal „bøde til Ejermanden efter lovlig Dom og efter sagens Omstændigheder (eptir atvikum): hvilken Nødvendighed, der drev ham til at tage Tingen, eller hvilken Avind dermed var vist, eller hvilken Skade derved var voldt Tingens Ejer, eller hvad Mand denne var, – baade Skadegjæld og saadan Bod, som 6 skjønsomme Mænd vurderer, og ligesaa til Kongedømmet, hvis Omstændighederne er saadanne“. Her synes det imidlertid snarere at være Boden selv, og ikke blot dens Størrelse, der er gjort afhængig af de Omstændigheder, hvorunder den ulovlige Brug har fundet Sted, jfr. Kap. 48. – Det citerede Sted jfr. Kap. 20 viser tillige, hvad i sig selv maatte være naturligt, at den nye Lov har sluttet sig til den gamle Opfatning af, hvilke Omstændigheder ved Gjerningen der fornemmelig skulde komme i Betragtning til Bestemmelse af dens Strafbarhed, nemlig, foruden Skadens egen Betydelighed og hvorvidt den Fornærmede selv har haft nogen Del deri, fornemmelig Hensynet til, hvorvidt den for den Fornærmede har været mere eller mindre krænkende. – Bøderne til Kongen vedblev derimod ogsaa i den nye Lov regelmæssig at være lovbestemte; men i Virkeligheden kom dette dog ikke til Anvendelse uden ved de mindre overtrædelser. I Drabssager var vistnok Tegngildet uforanderligt 13⅓ Mark; men da
- ↑ Margir vitu eigi, hvat laga-bót er; en þó at vissi, þá vilja nú fáir því una. En Frostuþings-bók skiptir laga-bót hverjum eptir sínum burð ok metorði, en ekki hinum bótum, er þeir ofsa eða vansa, er í dómum sitja ok sáttmál gera.
