meget betydelig. Drab, forøvet paa disse Tider og Steder, var Ubødeverk, og det samme gjaldt efter M. L. I. 5 om Lemster-Saar (d. e. som efterlader varig Skade), tilføjede paa Lagtinget, samt ifølge M. L. IV. 4 om Drab i Kongens Herberge eller i Kongens Gaard eller paa hans Skib. Øvedes Drab i en By eller i en Havn, naar Kongen selv var der tilstede, skulde dette tages i Betragtning som en skjærpende Omstændighed[1].
At Nødstilstand maatte udelukke Strafansvar, forstaar sig selv, forsaavidt som den ophæver selve Handlingens Retsstridighed, se saaledes Bestemmelserne om Strandhug, G. L. 303; F. L. VII. 23; M. L. III. 13, B. L. 14. Jfr. M. L. VII. 37 Slutn., hvorefter den, som af Sult malker anden Mands Kjør, er fri for Straf, men pligtig at give Erstatning, samt IX. 1, der ligeledes fritager den for Straf, som stjæler Mad, naar han ikke kan skade sig Foden ved Arbejde. Det samme bestemmes i Kristenretterne om overtrædelse af Forbudet mod ulovlig Spise, G. L. 20; B. K. R. 5; E. K. R. 29; F. L. II. 43[2]. Selv hvor ikke egentlig Nød kan siges at være tilstede, anerkjendes ofte mindre Indgreb i Andres Ejendom for tilladelige, naar et væsenligt Behov kræver det. Saaledes kunde ifølge F. L. XIII. 10 Slutn. vejfarende Mand sagesløs hugge i fremmed Skov, hvad han behøvede til at istandsætte sin Vogn eller sin Baad, saavelsom til Brændsel, og efter XIV. 15 maatte han lade sin Hest spise, hvad den kunde, af det Græs, som voxede langs Vejen. Disse Bestemmelser, der dog nærmest betragter Indgrebet som en uskyldig Nyttesret (jfr. Chr. V. L 6–14–16 og Eriks Sjæll. L. II. 58), er gjentagne og udvidede i M. L. IX 11 og VII. 17, hvorefter man ligeledes sagesløs kan hugge Virke til Plog og Ard i fremmed Skov, samt 22 jfr. B. L. IX. 10, hvorefter vejfarende og søfarende Folk i Nødstilfælde kan hugge det Fornødne til sit Redskabs Istandsættelse saavel som til Brændsel for et Døgn, naar de ikke kan faa det kjøbt, i fremmed Skov,
