se og G. L. 152[1] og 189, jfr. F. L. IV. 9 og 10. – Men, som ovenfor bemærket, er denne Ret til umiddelbar Hævn efterhaanden bleven indskrænket til de mest nærgaaende Tilfælde[2]. Alle de ældste Love fremhæver som Tilfælde hvor man kan dræbe Fornærmeren og „give den Døde Sag“. 1. naar man griber Nogen i utugtig Omgang med sine nærmeste Frændkvinder, og 2. naar man griber Nogen i sit Hus ifærd med at stjæle (G. L. 160 jfr. 143; F. L. IV. 39 og 40, jfr. Indl. 7; B. R. 18; B. K. R. (II.) 15). Fremdeles tillader G. L. 195 og 196 udtrykkelig den, der bliver tilføjet visse grove Legems- eller Ærekrænkelser, at dræbe Fornærmeren, uagtet Fornærmelsen i sig selv kun medfører fuld Rets Bod[3] (jfr. F. L. IV. 17). Her kan ogsaa mærkes B. R. 28, der dog nærmest handler om virkeligt Selvforsvar. – Ved Haakon Haakonssøns Rb. F. L. Indl. 6, bestemmes i Almindelighed, at, naar Nogen tilføjer sagesløs Mand saar eller fuldrets Fornærmelse, efter tidligere at have gjort sig skyldig i og erlagt Bøder for lignende Gjerning, da behøver den Fornærmede ikke at modtage Forlig, hvis han ikke vil, men kan hævne sig paa Fornærmeren, uanseet dennes Tilbud af Bøder.
I Magnus Lagabøters Lovgivning, hvor Privathævnen fuldstændig er udslettet, tages vistnok den naturlige Harme over en tilføjet Fornærmelse i væsenlig Betragtning som formildende Omstændighed, hvor den Fornærmede har forgrebet sig paa Fornærmeren; men Hævnen erklæres dog aldrig for tilladt. M. L. IV. 17 indskjærper, at det ved sagernes Paadømmelse nøje skal tages i Betragtning, om Misgjerningen er øvet mod sagesløs Mand, eller for en liden, men dog nogen Sag, eller for en stor Sags Skyld, men dog ikke saa tilstrækkelig, at et fuldt Nødværgestilfælde kan skjønnes at have været tilstede. M. L. IV. 20 anviser den Fornærmede i alle Tilfælde den Vej, at klage for Kongens Ombudsmand, naar Fornærmeren vægrer sig ved at bøde. Er Ombudsmanden
