IX. 9)[1] eller skar Andres Sildegarn istykker (F. L. XV. 6). Ligesaa var det tilladt at jage paatrængende Betlere og ubudne Gjæster bort med Eng og Slag (M. L. IV. 27 og 28).
Om Retorsion indeholder de gamle Love alene den Forskrift, at, naar Folk gjensidig udskjælder hinanden (geyjast), „skal Ord hævne Ord“, og altsaa intet Ansvar fra nogen af Siderne kunne gjøres gjældende (F. L. X. 35; B. R. 162). Det gjaldt overhovedet ved mindre Fornærmelser i Ord eller Gjerning som Regel, at den, mod hvem de forøvede, strax maatte skyde til Vidne (skírskota), hvis han vilde paatale dem, og altsaa ikke gjengjælde Fornærmelsen med lige Mynt (G. L. 191 og 196; F. L. IV. 18). Ligesaa kunde efter G. L. 195 intet Ansvar gjøres gjældende, naar Mænd for i Haarene paa hinanden (vingrétta). – Iøvrigt sees det, at man ved grovere Forbrydelser har betragtet Ansvaret paa hver Side som uafhængigt af det andet, selv hvor den ene Fornærmelse er fremkaldt ved den anden; hvorimod man ved Sagernes endelige Afgjørelse ofte har taget dette Gjensidighedsforhold i Betragtning, og ladet ikke alene Saar men endog Drab gaa op i op mod hinanden.
Forsøg paa en Misgjerning betragtedes i Almindelighed som en selvstændig Gjerning. Angjældende svarede for, hvad han havde gjort; men hvad Mere han vilde have gjort, kom alene i Betragtning, for saa vidt Forsættet var lagt for Dagen paa en Maade, som i sig selv indeholdt en Forbrydelse. Navnlig med Hensyn til Drab og Legemsbeskadigelse viser G. L. 183 og F. L. IV. 10 og 12, at det alene kom an paa Udfaldet, hvorvidt den skyldige skulde behandles som Drabsmand, eller alene betale Saarbod; og den sidstes aldeles lovbestemte Størrelse gjorde det umuligt at Gjerningsman-
- ↑ Andre Tyve, hvis de beholdt Livet, tabte derimod sin Ret for bestandig. Jfr. v. Amira, Vollstreckungsverfahren S. 71 fgg., der altfor meget generaliserer Retløshedens blot forbigaaende Virkning.
