Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/65

paa Riget; men alligevel hjemler Loven ingen Straf men kun præventive Forholdsregler i dette Tilfælde.

Ogsaa Delagtighed i Andres Forbrydelse som Anstifter eller Medhjælper betragtedes som selvstændig Forbrydelse; dog forstaar det sig, at Hovedforbrydelsens Størrelse maatte blive bestemmende for de Delagtiges Ansvar. Den almindelige Regel synes at have været, at den af Gjerningen følgende Fredløshed rammede alle Deltagere under ét; men, hvor Sagen blev afgjort med Bøder, slap de, som ikke selv havde forøvet Gjerningen (Anstiftere og Medhjælpere), med halv Bod til den Fornærmede imod den egentlige Gjerningsmand^[1]. Med Hensyn til Bøderne til Kongen var det Regelen, at Gjerninger, som paadrog Hovedmanden 40-Marks-Boden, medførte 3-Marks-Bod for hver Deltager; ved de Forbrydelser, hvorfor Tremarksboden var fastsat, har der neppe været synderlig Plads for Delagtighed. Tegngilde og Saarbøder til Kongen har oprindelig neppe været ilagt andre end de egentlige Gjerningsmænd. I enkelte af de groveste Misgjerningstilfælde sees dog ogsaa de Medskyldige at være straffede lige med Gjerningsmanden. – Halv Bod foreskrives for den, som raader til Drab, i F. L. IV, 35, jfr. G. L. 180 og 181, der ved „ráðbót“ synes at betegne dette som en fast Bod for Anstiftelse; ligesaa for Anstiftelse af Mordbrand og anden Skadetilføjelse paa Gods i G. L. 98; F. L. IV. 37 (hvor der skal læses fjárskaði, jfr. Var. i N. gl. L. II. S. 503); M. L. VII. 28 jfr. 48. Efter G. L. 209^[2] og F. L. IV. 42 skulde den, som holdt Nogen, medens han blev slagen, saaret eller dræbt, bede halv Ret, halv Saarbod eller halv Mandebod,

1. Ligesaa sees Benægtelseseden for Anstiftelse regelmæssig at have været det Halvs af Hovedmandens Ed; altsaa Settered, hvor denne skulde sværge Tylftered; Lyrittered, hvor denne skulde sværge Settered, og Ensed, hvor denne skulde sværge Lyrittered, jfr. F. L. IV. 37.
2. Nú heldr maðr manni undir øxi, ok fær hann af því bana, þá skal sá gjalda, er helt hánum, hálfum gjøldum aptr frændum hans; en ekki á konungr á því. Nú kennir maðr manni, at hann héldi hánum undir øxi, þá skal hann synja með lýrittar-eiði. Nú heldr maðr manni undir øxi, ok fær hann af því sár, þá skal hann bœta hánum sárbótum hálfum. Nú heldr maðr manni undir øxi, ok fær hann af því drep, þá skal hann bœta hánum rétti hálfum.