efter F. L. XI. 11 ikke sagsøges for Bøderne, med mindre han havde arvet Gods efter den Afdøde, og Gjerningen tillige var notorisk. Det modsatte gjaldt naturligvis om Mandeboden i den ældre Tid, da denne paalaa slægtens Medlemmer personlig. Jfr. Retshist. I. S. 90–1.
De enkelte Forbrydelser havde en forskjellig Karakter, efter som det var et enkelt Medlem af Samfundet, som derved var fornærmet, eller Forbrydelsen umiddelbart rammede Samfundet – Staten eller Kirken – som saadant. Ved de sidste var Privathævnen altid udelukket, og Forbrydelsens Følger, Fredløshed eller Bod, umiddelbart fastsatte ved Loven selv; medens de førstes Afgjørelse, idetmindste efter Princippet, beroede paa Parternes Overenskomst (sætt, trygðir).
Forbrydelserne mod Private maa igjen deles i dem, som gik ud over Personen (Liv, Legeme, Frihed, Ære) eller, som det kaldtes, krænkede Mandhelgen, – og dem, som gik ud over Godset, af hvilke sidste igjen Tyveri udskiller sig, som en Gjerning, alene Trælle tænkes at kunne begaa, og antog en mere offentlig Karakter.
Drab (víg) var Fredløshedssag, F. L. Indl. 1, IV. 1; B. R. 10; G. L. 159; M. L. IV. 1, og medførte Fortabelse af al Ejendom med Undtagelse af Jord; hvori dog ved Haakon Haakonssøns Rb. af 1260 (F. L. Indl. 2, Hkb. 14, M. L. X. 1) gjordes den Indskrænkning, at Kongen, selv hvor Fredløsheden virkelig indtraadte, alene skulde tage det sædvanlige Tegngilde, 8 Ørt. 13 Mk., men Gjerningsmandens Frænder beholde det Overskydende. Hvis Drabet ikke var forbundet med kvalificerende Omstændigheder, havde imidlertid Drabsmanden Adgang til, ved Forlig med den Dræbtes Eftermaalsmænd, at beholde sin Fred mod at bøde Mandebod (jfr. Retshist. I. § 20) til den Dræbtes Frænder og Tegngilde til Kongen. Opnaaedes derimod ikke Forlig, men Fredløshed virkelig indtraadte, maatte Drabsmanden naar han sednere vilde vinde sin Fred igjen, foruden at erlægge Tegngildet,
