den gamle forfølgningsmåde af stjålne eller røvede ting med anfangen. Denne bestod nemlig; ligesom i de svenske og danske love, deri, at vindikanten lagde sin hånd på den ting, som han gjenkjendte som sin, hvorefter besidderen, nar han påskjød at have erhvervet tingen ved overdragelse, leverede den fra sig til sin hjemmelsmand, mod hvem nu klageren vendte sig, og som atter kunde ga tilbage til sin hjemmel o. s. v., indtil man enten nåede tyven eller en besidder, som ingen videre hjemmel kunde skaffe, – ganske på samme måde som de svenske og danske, ovenfor anførte love bestemmer; og denne overensstemmelse er så meget mærkeligere, som de tydske love iøvrikt ikke anerkjendte vindikationsretten til rørlikt gods i det omfang, som de nordiske love, men tvertimod, hvor tingen ved en frivillig handling var kommen ud af sin ejers besiddelse (gewehre) og derefter var kommen på afveje, ikke tillod ejeren at søge den tilbage fra godtroende tredjemand. Men sammenholder man de citerede steder af den saliske og ripuariske lov med de oven anførte steder af de gamle svenske og danske love, da vil man se, at de lige indtil udtrykkene stemmer overens, medens adhramitionen eller intertiationen i hine svarer til taksætningen i disse. Især er denne overensstemmelse påfaldende mellem lex Rip. kap. 47 § 1[1] og Sk. L. VII. 1[2] og mellem lex Rip. kap. 33[3] og Er. sj. L. III. 21[4] Og sammenholder man nu fremdeles med disse steder de tidligere omtalte steder af lex Salica, (der hidrører lige fra Frankernes hedenske tid, medens lex Ripuariorum først blev optegnet under Chlodevigs søn Theodorik I. (511–34), – synes man ikke at kunne betvivle, at man endnu har et spor af taksætning tilbage i L. Sal. kap. 40, og at dette dunkle sted herigjennem lader sig forklare. Det heder her: –„Si quis bovem aut caballum sive quodlibet animal in furto perdiderit, et ejusdem vestigia sequitur, et id consecutus fuerit usque in tertia nocte, et ille, qui id duxerit, aut emisse se aut cambiasse dixerit, .. ille qui per vestigia sequitur, res suas per tertiam
manum adhramire debet. Si vero jam tribus noctibus exactis
- ↑ Si qvis animal suum per vestigium sequitur et tertio die … invenerit, liceat ei absque intertiato revocare.
- ↑ Varþær annærs manz fæ stolæt ællær kostær hans, ok far han þæghær æftir ok far takit hin mæþ er stal, sæte a band ok bindi ok føræ han til þings … æn far han æi þæghær takit þiuf mæþ kostæ sinum, ok kænnær siþæn kost sin i annærs manz hæfþum, þa ma han æi takæ man, num takføræ kost sin, ok faræ æftir sum logh æræ, jfr. J. L. II. 106, der har terminen: inden 3 dage.
- ↑ Si quis rem suam cognoverit (men uden straks at have forfulgt sporet), mittat manum super eam. Et si ille super qnem intertiatur (besidderen) tertiam manum quærat (ɔ: skyder på hjemmel) tunc in præsentia ambo conjurare debent cum dextera armata, et cum sinistra ipsam rem teneant. Unus (vindikanten) juret: quod in propriam rem manum mittat, et allius (besidderen) juret: quod ad eam manum trahat, qvi ei ipsam rem dedit.
- ↑ Hittær nokær man sin hest ællær nøt hemæ at annærs manz … þa skal … hin gangæ i tak foræ er i hændæ hauær. – – Kallær han antigh fangit ællær han sighær at annær man a þet, þa .. a þriþiæ fimt þa skal antigh hin kummæ viþ, ær han hauær til næfnd sik til hemælsæ, ællær þo atær þæn, ær takført hauær (vindikanten), skal gangæ til ok læggiæ hand yuær hals, ok annær man (besidderen) skal gangæ a mot hanum til ok høgræ hand hans i høgræ hand hins yuær hals læggiæ, ok hin skal þæt sværiæ ær æghændæ ær, biþæ sik sva guþ hiælpæ ok holl varþæ sum han ær at þy ræt æghændæ ok a þæt mæþ rætæ, ok hin skal aftær sværiæ ær han halder i hand laughæ o. s. v.
