VIII. 5 en bemyndigelse for kreditor til før dom at fængsle sin uvederhæftige debitor, hvis fattigdom ikke er forvoldt ved utilregnelige ulykkestilfælde, og parallelstedet i byloven (kap. 13) viser, at dette retsmiddel er tænkt som bestemt forskjellikt fra taksætning. Endvidere kan i denne forbindelse mærkes, at skipperen ifølge M. L. VII. 50 ipso jure er kautionist (í vørðslu) for sine folk under sildefisket (jfr. Lovb. 5–11–17).
I bylovene derimod spiller taksætning en hovedrolle. Næsten overalt, hvor søgsmål omtales, indledes dette med takæskning, og især i den nyere bylov er dette sa almindelikt, at „taksætte“ bruges aldeles synonymt med „at sagsøge“, og det endog således, at hvor landsloven har „stefna“ har det forøvrikt ganske enslydende parallelsted i byloven „taksetja“, se sål. B. L. I. 5 og VII. 24, jfr. M. L. I. 6; B. L. I. 6, jfr. M. L. 12; B. L. IV. 12, jfr. M. L. ibid.; B. L. V. 17, jfr. M. L. ibid.; B. L. VII. 3, hvor taksetningarvitni svarer til heimstefnu- þingstefnu- og kvøðuvitni i M. L. VIII. 2, jfr. I. 4; B. L. VII. 24, jfr. M. L. 8; B. L. VII. 5, jfr. M. L. 13 o. m. fl. – Det er også ganske naturlikt, at taksætning i kjøbstæderne, hvor omsætningen og rørelsen i det hele var mere mangfoldig og levende, matte blive et yderst praktisk institut, og at dette, omvendt af hvad der fandt sted på landet, måtte udvikle sig mere og mere, efter hvert som tiden gik fremad. I byerne havde man derhos, som oven anført, det strengere fjártak, der ikke findes i landslovene. Også andetsteds i Europa ved man jo, at forfølgningsmåden i byerne, især i vitterlige gjældssager, var særdeles streng. I selve navnet på byernes territorium, takmørk, har man et vidnesbyrd herom, og heri synes endog en modsætning til landdistriktet at være betegnet, som det distrikt, inden hvis grænser rettergangen skede med tak, og udenfor hvilke taksætning ikke var anvendelig, jfr. B. L. VII. 26, jfr. 24; B. R. 173.[1]
Det synes imidlertid, at taksætningen i byerne også i anvendelsen har været udøvet med megen hårdhed, og at den navnlig mod fremmede i regelen er bleven anvendt som ubetinget personlig fængsling, uden at nogen borgensstillelse er bleven tagen for god; det er heller ikke vanskelikt at forstå, hvorledes det kom til at tage denne vending, da det for den fremmede både i sig selv matte blive vanskelikt at finde nogen, som var villig til at overtage dette strenge ansvar for en udenlandsk, om end nok så vederhæftig mand, og man vistnok også har anvendt taksætningen, uden hensyn til den materielle sikkerhed, som et tvangsmiddel for at fremkalde en promte afgjørelse. Man ser derfor også, at de hanseatiske kjøbmænd, skjønt den norske taksætning, når man alene holder sig til lovstedernes ord, ikke kunde være væsenlig strengere end den gjældsforfølgning, som anvendtes i deres eget hjem, dog følte sig hårdt trykkede af den, og derfor ved traktatmæssige overenskomster med de norske konger søkte at få den formildet. Allerede 2 år efter sin bylovs udgivelse indrymmede Magnus Lagabøter selv ved et brev af 18 Juli 1278 (Dipl. Norv. V. no. 10) de nordtydske stæder: quod nullus ipsorum, offerens seu exhibens idoneos fidejussores
de veniendo ad judicium et parendo juri, pro qvocumque debito vel
- ↑ Kun på et enkelt sted, M. L. VII. 60, hvor imidlertid læsemåden er usikker, bruges ordet om privat ejendom på landet.
