Der var heller ingen nødvendighed for, at lovfæstelse rettedes mod
nogen bestemt modpart. Dette sees allerede af den oven anførte formular,
og fremgik desuden af forskjellige i lovene nævnte specielle anvendelser,
såsom den i F. L. XIII. 11 nævnte lovfæstelse for sin hage. Men
ligesom det i mange tilfælde ikke engang var tænkelikt, at lovfæstningen
gjaldt andre end en bestemt modpart, – f. e. når jorddrotten, som anført,
lovfæstede lejlændingens avl (jfr. F. L. XIII. 26, hvor dette udtrykkelig
siges, og som viser, at det i slige tilfælde var tilstrækkelikt at henvende
forbudet umiddelbart til sagvolderen eller hans folk på åstedet), således lå
det i sagens natur, at lovfæstningen i de fleste tvisttilfælde, skjønt i formen
rettet mod alle, i virkeligheden alene kunde have hensyn til et bestemt
retsindgreb, og lovene forudsætter derfor også på flere steder, såvel at en
bestemt af parterne optræder med lovfæstelse, som at denne er rettet
mod en given person som modpart, se f. e. F. L. XIII: 17; M. L. VII. 18.
Men kun i 2 tilfælde, hvorom straks nedenfor, synes denne orden at have
været nødvendig, og i alle fald er der ingen som helst grund til at antage,
at lovene har tænkt sig dette som forskjellige institutioner. Tvertimod
omtaler lovene jævnlig lovfæstelsen i selvsamme tilfælde på forskjellige
steder snart som rettet mod alle og enhver, snart i forhold til en bestemt
modpart.
Lovfæstelse behøvede således heller ikke at forfølges ved noget søgsmål. Men da en foretagen lovfæstning ikke gjorde noget til ulovlikt, som ikke allerede før var det, sa fulgte heraf, at lovfæstelsen ikke kunde få nogen virkning i overtrædelsestilfælde, med mindre selve retsspørgsmålet braktes under påkjendelse. Men dette behøvede ingenlunde at gjøres netop af den, som havde foretaget lovfæstelsen; lovene bestemte udtrykkelig (F. L. XIII. 717, 23. M. L. VII. 18, 24), at, når der var lovfæstet, skulde den af parterne, hvem det mest interesserede at se spørgsmålet afgjort (er hellðr þykkist þurfa), optræde som sagsøger. Men derhos tilføjes der, at den, som i mellemtiden mellem lovfæstelsen og stævningen åvirker på den lovfæstede ejendom, ikke pådrager sig noget (særskilt) ansvar herfor, når han blot ikke bortfører samme efter stevningen (undan lagakefli, undan dómi). Alt dette matte naturligvis give den, som havde lovfæstet, og således præsumtiv havde størst interesse i tilstandens opretholdelse, et virksomt motiv til ufortøvet at rejse sag, og lovene indeholder derfor også egne bestemmelser, siktende til at gjøre det mulikt for den, der havde lovfæstet, at stevne sin modpart den selvsamme dag, uden at komme i kollision med forbudet mod at foretage nogen sag på helligdage, se f. e. F. L. XIII. 25, og forudsætter på flere steder, at den samme part, der har lovfæstet, også optræder som sagsøger. Men det forudsættes dog også, at modparten efter omstændighederne optræder som sådan, se f. e. F. L. X. 3.
Kun i 2 tilfælde foreskrives der ufravigelig, at lovfæsteren skal anlægge sag, nemlig 1) når den på gården boende lejlænding bestrider den nye tilflyttendes ret (F. L. XIII. 1 jfr. M. L. VII. 5); her skal den lejlænding, som har gården i besiddelse, lovfæste og lægge femterstevne; i modsat fald skal den tilflyttende have garden; – og 2) i almenningstrætter (F. L. XIV. 7, M. L. VII. 61); her skal den, som paastaar, at nogen del af
