koncipisterne af Chr. V.’s Lovb. ved 5–12–14 fgg. virkelig sees at have benyttet selve Magnus Lagabøters landslov, og deraf optaget noget, som Chr. IV. L., kjendelig med forsæt, havde udeladt, og oversat dette ganske korrekt, men uden at rette det uriktige i det, som de optog efter Chr. IV. L., hvoraf end yderligere forvirring i denne materie er opstaaet.
Chr. V. Lovbog stillede udtrykkelig forbud sammen med arrest, og påbød, at det, ligesom denne, skulde forfølges med søgsmål. Deraf blev det en selvfølge, at det alene kunde anvendes mod en bestemt modpart, og at den universelle lovfæstelse eller fredlysning ikke længer kunde gå an uden i de to udtrykkelig hjemlede tilfælde. For så vidt det foregik til tinge, matte derhos nu formelig stævning efter regelen i 1–4–1 være fornøden (jfr. 6–15–9), men ellers måtte det falde naturligst at stille forbudet mod sin modpart på selve stedet. På grund af den hurtighed i forfølgningen, som foreskrives, blev en bestemt grænse for forbudets varighed overflødig. Med hensyn til virkningen af overtrædelse, bibeholdt 1–2–17 fremdeles den dobbelte landnam, hvor dets gjenstand var fast ejendom, medens 6–15–9 og 15, i lighed med de ældste love, satte ransstraf for krænkelse af lovlikt forbud mod løsøres forflyttelse. Det kan iøvrikt ikke næktes, at Chr. V.’s Lov næppe selv harv gjort sig nogen ret klar forestilling om det således afændrede retsmiddels sande virkekreds og betydning.
Maning (obstagium, indlager) var ikke noget oprindelig norsk institut, og vedkommer os derfor ikke på dette sted.
Vi har således seet, hvorledes det gamle tak efterhånden tapte sin tidligere betydning og udstrakte anvendelse, indtil dets afblegede levninger gik ind dels i den almindelige kriminelle borgen, dels i hjemmelspåvisningen i tyvssager, medens dels plads iøvrikt indtoges af det, gjennem en anden retsudvikling fremgangne, civilarrestinstitut, – hvorimod den gamle lovfæstelse selv gik over til en retshandling under navn af forbud. – Det er i høj grad interessant således at forfølge indgribende retlige institutioner på deres vandringer, og iakttage, hvorledes de antager forskjellige former efter de forskjellige forholde, hvorimellem de bevæger sig. Det viser, at retten ikke er en samling af døde normer, men en levende organisme, hvis særskilte dele vokser ud af og former sig efter hinanden med tidens og forholdenes vekslende tilstande.
