Kort sagt: Livet i Kongo er i udpræget Grad afhængigt af Monsieur le Boy.
Min første Boy — jeg havde ham helt til her forleden Dag — var 15 Aar og Enkemand med 2 Børn, altsaa en sat, ældre Borger. Og hav var virkelig Enkemand, gift baade borgelig og kirkelig. Han bar Sorg og alle hans Venner med ham, og han havde mange Venner, og der var megen Sorg. Det sorte Bind gjorde sig godt paa et hvidt Trøieærme; men paa en nøgen kulsort Arm virkede det nærmest som en Pleonasme.
Han hed Moloki eller Giftblanderen; han havde skarpt filede Tænder og var Menneskeæder af Natur og Afstamning. Jeg kunde se ham i Speilet, naar han froterede min Krop efter Badet — hvorledes han da ligesom saa sig ud og ømt dvælede ved de bedste Stykker paa mit velskabte Legeme, og hvorledes det hvide i Øinene skinnede med uhyggelig Glans; der steg vel op i ham lykkelige Barndomsminder, — hvordan det og det Stykke gjorde sig paa Spid, og hvordan andre Partier virkede henrivende i grilleret Tilstand. Men han frotterede dog rolig videre og behandlede tilslut
