hun forsikrede høitidelig, at hun ikke havde brugt dem. Buxerne bragtes ind, og Boyen kastedes ud.
Apropos Underbuxer, saa solgte jeg forleden Dag Jens Wangs Omslagstegning til Ludvig Berghs „Damen med Mamelukkerne“. Der kom gaaende en 5—6 Negerinder forbi mit Hus; jeg kaldte paa dem og viste dem Jens Wangs Tegning af „en europæisk Dame i Gala“. Høilydt Beundring, tungerappe Begeistrinsudraab! Jeg bød Tegningen frem tilsalgs; Budene gfaldt Slag i Slag; nogle var absolut stridende mod Ærbarhed; en bød en Høne, og hun fik Tilslaget. Og nu er Wangs Tegning opslaaet paa Væggen i en Negerhytte og smaler stadig om sig beundrende Kvinder.
Min Kok heder Kokoribundikiko. Dette Navn bærer han dog kun ved øitidelige Præsentationer. Til daglig kaldes han for Kortheds Skyld Kok, hvilket jo er betegnende nok. Det modsatte Tilfældet med hin Bondegut, som paa Forespørgsel erklærede at „han hed egentlig Ola, men for Kortheds Skyld kaldte de’n for Kristoffer“.
