af ethvert Slags Giftprøver, Blodhevn og indbyrdes Krig mellem Racer og Villager vilde for Fremtiden ikke blive taalt. Det er imidlertid ikke gjort i en Fart at afskaffe de gamle barbariske Coutumer; det gjælder jo her gamle indgroede Skikke og tildels religiøse Forestillinger, Krig mellem de forskjellige Villager har jo hørt til Dagens Orden, og de havde ofte de suvtileste Aarsager. Paa hvilketsomhelst Varsel og af hvilkensomhelst Aarsag styrtede Negrene sig ind i endeløse Krige, saa det er meget vanskeligt at gjennemføre „Fredstanken“. Man kan jo ikke sætte den hele Village, det ganske Fædreland under Tiltale, og om man tager den skyldige Chef, bliver det ikke Fred for det. Hevnen er ikke alene sød, den er en hellig Pligt, alt som sker til Skade for Villagen eller dens Indvaanere, som hevnes, — efter gamle, faste Love.
Man er imidlertid saa heldig at have Voldgiftsmænd, som kan bringe Krigen til Ophør og hjælpe til at opretholde Fred, ja, som ved sin Autoritet og sin Afgjørelses Visdom efterhaanden vil gjøre det naturligt for de stridende Parter at søge hen til dem og faa deres Mening; det er de hvide Mænd, specielt Stationernes og Distrikternes Chefer,
